En pakistansk minister har udlovet 100.000 dollar i dusør, hvis nogen vil gøre ham den tjeneste at slå manden bag YouTube-videoen ’Innocence of Muslims’ ihjel. Det må vi nok sige. Hr. Ghulam Ahmed Bilour er ellers ikke kendt for meget andet end ansvaret for de miserable jernbaner i sit land. De savner i håbløs grad både udvikling af materiellet og respekt for de rejsende. Nu vil ministeren så – af egen lomme – prioritere at få dræbt en mand på den anden side af kloden. Og han inviterer ifølge al-Jazeera også Talebanbevægelsen og al-Qaeda til at deltage i den ’noble handling’.
Pakistan udlover stor dusør for død, 'blasfemisk' filmmand Hvis det ikke var alvor, kunne det nemt slås hen som et patetisk udslag af politisk galskab. Men Ghulam Ahmed Bilour kan desværre ikke ignoreres som en fjollemikkel på den anden side af horisonten. Og der er intet ligegyldigt ved en pakistansk minister, der gerne vil sole sig i al-Qaedas lys.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.