Navnet siger alt. ’Dönermord’.
Sådan kaldte tyske medier de ni seriemord, som ukendte gerningsmænd begik i årene 2000 til 2006. Kuglerne fra den samme lyddæmpede tjekkiske pistol ramte hver gang en mand med indvandrerbaggrund. Kun i to tilfælde foregik disse drab rent faktisk i en grillbar med det for fordomsfulde mennesker så forførende navn Döner. Det orientalske ord er tyrkisk og betegner det spid, hvorpå man griller kød. I de syv andre tilfælde havde ofrene helt andre og mere banale beskæftigelser: skrædder, grønthandler, nøglesmed, kioskejer. Men ordet ’Dönermord’ gav ligesom en forklaring. I hvert fald den forklaring, det tyske politi og især den tyske efterretningstjeneste kunne stille sig selv og en taknemmelig offentlighed tilfreds med: at de ni mord nok dækkede over mafiøse ’regnskaber’ i indvandrerkredse.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.