Det er ti år siden, at USA angreb Irak sammen med en gruppe allierede, der omfattede Danmark. Det var en skæbnesvanger beslutning. Dels var der berettiget tvivl om, hvorvidt Saddam Hussein virkelig havde genoptaget produktionen af masseødelæggelsesvåben. Dels advarede mange om, at krigen uden FN kunne føre til uoverskueligt kaos. Derfor var det et svært valg, Danmarks skulle træffe, da præsident Bush bad om støtte og dansk deltagelse. LÆS OGSÅ10 år efter: Krigen i Irak har kostet USA 4.600 milliarder kroner Mens den ideologisk optændte Anders Fogh Rasmussen valgte at overse faresignalerne, tøvede udenrigsminister Per Stig Møller med henvisning til, at det for Danmark måtte være en betingelse, at der forelå et mandat fra FN. Som lille land har vi en vital interesse i at støtte den internationale retsorden - og det er ikke i orden at angribe andre lande uden at have FN i ryggen.
Selv om flertallet i Sikkerhedsrådet var imod, valgte Fogh at gå med Bush, mens flere af vore nærmeste europæiske partnere sagde fra. Dermed svigtede VKO-flertallet den europæiske atlantisme, der betyder, at Danmark siden krigen ellers altid har valgt både Europa og USA og undgået at vende sig mod den ene til fordel for den anden. Da det kom til stykket, holdt Per Stig Møller ikke fast, hverken i dette grundlæggende princip eller i den internationale retsorden, og Danmark fik sit eget aktive medansvar for ulykken. Det kostede dyrt i Irak, men der var også en pris at betale i forhold til Danmarks egen udenrigspolitiske stilling. Krigens resultat blev i kort form, at Iraks brutale diktator, Saddam Hussein, er uskadeliggjort, at Irak efter ti års blodig krig og borgerkrig er mere eller mindre formelt delt op, og at Iran er markant styrket som regional stormagt med betydelig indflydelse over irakisk politik. LÆS OGSÅJubilæumsskrift for en historisk dumhed I et bredere perspektiv har krigen været med til at styrke islamistisk terrorisme og til at svække Vestens indflydelse i Mellemøsten i almindelighed og USA’s troværdighed i særdeleshed. Vores aktuelle handlingslammelse i forhold til tragedien i Syrien er ikke mindst resultatet af det fejlslagne felttog i Irak. For enhver politiker indtræffer et afgørende øjeblik, som for altid definerer deres politiske eftermæle. For Per Stig Møller var det marts 2003, da han valgte stolen frem for princippet. Hans daværende amerikanske kollega, Colin Powell, havde formatet til senere at indrømme sin fejl. Det er det, der adskiller statsmanden fra levebrødspolitikeren.
