Leder af<i>jbn</i>

Politiken mener: Ruslands befriende karikatur af Danmark viser, hvor forskellige vi er

Lyt til artiklen

Det er næsten blevet rutine, at internationale medier kårer Danmark som det bedste sted at bo – og danskerne som verdens lykkeligste folk. Derfor er der noget befriende over det mindre rosenrøde billede, som den populære russiske netavis Gaseta nu diverterer sine læsere med.

Danske kvinder går i sort tøj og spraglede gummisko, og deres børn får lov til alt – også at svine sig til i vandpytter. Danskerne drikker vand fra hanen og spiser gulerødder med skræl. Og når de går til lægen, bliver de spist af med et »vent og se, eller tag en Panodil«. Danskerne får høj løn, men betaler tårnhøj skat og kører på cykler.

»Uforskammethed over for Rusland har også en atomar dimension«

»Det er umuligt at forstå dem«, konstaterer skribenten, en vis Tatjana Lukasjenko, som vores korrespondent i Moskva dog ikke har kunnet opspore. Hendes konklusion er, at russerne skal prise sig lykkelige for at bo i Rusland.

Det morsomme ved artiklen er selvsagt, at langt de fleste af observationerne er helt korrekte. Det er netop dagligdags banaliteter som afslappede sko, vandpytter, gulerødder med skræl, sundhed og cykler, der gør Danmark så dansk.

Alt afhænger af øjnene, der ser.

Ironisk nok kommer den russiske artikel på et tidspunkt, hvor det borgerlige Danmark er gerådet i slagsmål om vores syn på russerne. På den ene side står regeringen, der insisterer på sanktioner for den russiske annektering af Krim. På den anden opfordrer Dansk Folkeparti til at vise lidt mere forståelse for Rusland.

Rusland kalder Natos bekymring om krigsskibe absurd

Forklaringen er interessant: DF mener, at vi og russerne har fælles strategiske interesser, nemlig at bekæmpe islamismen og at fremme et nationalstaternes Europa. Det første er naivt – islamismen udryddes ikke ved at tæppebombe civile i Syrien, tværtimod. Det andet er farligt: Hvis Putin får held med sin ambition om at undergrave EU-samarbejdet, vil det skade danske interesser.

EU repræsenterer alt, hvad Rusland ikke bryder sig om: et regelbaseret, internationalt samarbejde, hvor den stærkes ret er afløst af demokratiske institutioner og kompromisets kunst. EU er også et forsvar for individets ukrænkelige rettigheder.

Det er muligt, at Dansk Folkeparti og Rusland har en fælles interesse i at undergrave det moderne demokrati. Vi andre er upåvirkede af den russiske propaganda. Vi vil have frihed, forpligtende samarbejde og gulerødder med skræl.

<i>jbn</i>

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her