SÅ ER forberedelserne til et nyt EU for alvor i gang. Ikke kun i form af udvidelsen, som sandsynligvis bliver en realitet i København i næste uge, men også i form af en række vægtige udspil til EU-konventet om unionens fremtidige opbygning og opgaver. Frankrig og Tyskland har som så ofte før taget initiativet, blandt andet med et forslag om en fælles forsvarspolitik, som går videre end de beslutninger, der senest blev taget i forbindelse med udarbejdelsen af Nicetraktaten. De to lande - og nu også en arbejdsgruppe under EU-konventet - peger rigtigt på, at vi i dag står over for nye udfordringer på det sikkerhedspolitiske område, og at en EU-politik på dette område kun bliver troværdig, hvis EU's beslutningsprocesser bliver strammet kraftigt op. De to udspil kommer kun få uger efter et topmøde i NATO, hvor diskussionen om alliancens opgaver i en forandret verden især foregik uden for topmødelokalerne, mens talerne indenfor var meget rituelle. De nye indspark i diskussionerne om EU's fremtid understreger indirekte denne problematik: Hvor meget bliver der tilbage til NATO, hvis europæerne langt om længe selv ønsker at tage vare om kontinentets og dets folkeslags sikkerhed? RISIKOEN FOR forvirring om opgavefordelingen og efterfølgende konflikter er stor. Amerikanerne har i årevis - med en vis ret - advaret mod opbygningen af parallelle institutioner. Til gengæld ser de gerne, at europæerne selv yder væsentligt mere til kontinentets sikkerhed. Det er derfor vigtigt, at alle bidrager til den nødvendige klarhed ved at spille med åbne kort og klart definerer USA's fortsatte rolle i Europa, NATO's opgaver og et kommende EU-forsvars beføjelser. Her er en vis tvivl berettiget. Det fransk-tyske forslag ligner flere tidligere forsøg på at køre NATO og dermed USA ud på et sidespor. Det inviterer den nuværende amerikanske administration i høj grad til. Alligevel er der grund til at være forsigtig. USA og Europa har fortsat brug for hinanden, og det er også et meget åbent spørgsmål, om europæerne kan levere den vare, der hedder varetagelse af egen sikkerhed. Det mål er vi meget langt fra, og med store økonomiske problemer i centrale EU-lande som netop Frankrig og Tyskland og opinioner, der ikke er indstillet på at ofre store midler til forsvar og sikkerhed, kommer vi det næppe meget nærmere i de kommende år. Det skal ikke forhindre europæerne i at arbejde videre i den retning. Men enegang er ikke løsningen - hverken amerikansk eller europæisk.