DE RATIONELLE argumenter imod at lukke Tyrkiet ind i EU eksisterer, men de er ikke særlig stærke. Økonomisk ligger landet tæt på samme GNP-niveau som Rumænien og Bulgarien, der vil blive medlemmer i løbet af få år. Men Tyrkiet er inde i en positiv og dynamisk udvikling, så når medlemskabet om ti år eller mere skal træde i kraft, er det langtfra sikkert, at tyrkerne vil være de fattigste i EU. Under alle omstændigheder er deres erfaring med markedsøkonomi både længere og bedre end i mange af de østeuropæiske lande, der allerede er med i EU. Indtil for nylig var det da også de politiske indvendinger, der stod stærkest: Det tyrkiske demokrati er i perioder sat ud af kraft af militæret, og menneskerettighederne er ofte blevet krænket i konflikten med det kurdiske mindretal og i opgørene med modstandere af den stålsatte sekularisme, der siden 1920'erne har hersket i landet. Men i dag har Tyrkiet gennemført en lang reformproces, der under den nye regering er nået det sidste, store stykke, således at Københavnerkriterierne - opstillet under det forrige danske formandskab - om retssikkerhed og demokrati - nu fuldt ud er indfriet. Det er gået hurtigt i slutspurten, men grunden blev lagt allerede i 1980'erne, da Tyrkiet for alvor satte det europæiske reformperspektiv på dagsordenen.DET ER kort sagt ikke Tyrkiets skyld, at der i de seneste måneder mange steder i EU er vokset en betydelig skepsis over for medlemskabet frem. Og i lyset af, hvad de politiske problemer i forhold til Tyrkiet længe var, er den øjeblikkelige bekymringsbølge mildest talt ironisk: De aktuelle kvababbelser over udsigten til Tyrkiet i EU kan formuleres på mange måder, men kernen i dem er, at Tyrkiet er et stort muslimsk land, som mange simpelthen ikke ser som europæisk. Men når det tyrkiske militær har haft en særlig rolle, og tyrkisk lovgivning har kunnet kritiseres, så er det, fordi den tyrkiske elite og stat har gjort adskillelsen af religion og politik, og undertrykkelsen af enhver form for islamisme, til højeste princip. Den europæiske sekularisme, som de bekymrede frygter, at tyrkerne på længere sigt vil undergrave, er i moderne tyrkisk historie blevet prioriteret højere end selv demokrati og menneskerettigheder. Hvis frygten for den politiske islam virkelig anses for at være Europas største udfordring, så er Tyrkiet ubetinget det land, der står stærkest rustet. Man kan så spørge, om det, der er så grundigt undertrykt, ikke en dag vil springe op som trolden af æsken? Det var indtil seneste valg en hypotetisk, men relevant bekymring. Ikke længere. I dag er den politiske fløj, der bedst tolker også Tyrkiets muslimske identitet, ved roret - og det er den, der har fuldført reformerne og både fastholdt og styrket EU-orienteringen. Når den rent sekulære opposition igen måtte komme til magten, vil landets europæiske kurs altså kun blive bekræftet. Politisk er mange europæeres bekymring altså alt andet end rationel; den er i stedet eksistentiel, eller om man vil identitetspolitisk.MEN HVERKEN mangel på rationalitet eller ironiske pointer kan naturligvis ophæve den modvilje, der faktisk er, og som især Frankrig, Danmark og Østrig har markeret de seneste dage. Almindelige europæere er i deres gode ret til at være bekymrede og ikke kunne overskue, hvor Tyrkiet er i dag eller vil være om en årrække, når forhandlingerne er afsluttet. Det er EU-ledere - herunder ledende danske politikere i både regering og opposition - der på den ene side i årevis har sagt ja til Tyrkiets kurs mod EU - uden samtidig for alvor at sætte spørgsmålet på dagsordenen, og uden at ville pege på alle de store fordele ved tyrkisk medlemskab. Perspektivet i den beslutning, som EU's ledere endte med at træffe i aftes, er vitterlig historisk. Måske bliver det mest håndgribeligt, hvis man forestillede sig det modsatte udfald. Et forsmået Tyrkiet, der orienterede sig mod Rusland, Centralasien og Mellemøsten. Et Tyrkiet, der i stedet for at være brobygger og model for Mellemøsten, i stedet gav troværdighed til tidens ondartede spøgelse: Forestillingen om, at Europa bør bevæge sig et halvt årtusinde tilbage i tiden og definere sig selv som et kristent fællesskab, for så at sige at matche Osama bin Ladens groteske og terroristiske vision om et antimoderne muslimsk kalifat.TIL DEM, der taler om, at Tyrkiet simpelthen ikke tilhører den europæiske civilisation, er svaret enkelt: Det passer ikke. Historisk er det modsatte tilfældet, og endnu vigtigere: Det, der giver den europæiske civilisation sin egentlige værdi, er den kendsgerning, at dens værdier er universelle. De kan antages af alle og gavne alle. For Tyrkiets vedkommende er det sket for snart hundrede år siden, og før da var det osmanniske rige en del af den permanente kulturblanding, der er Europas historie. I de kommende år vil der blive rig lejlighed til at komme tættere på Tyrkiet, mens Tyrkiet udvikler sig i rivende fart. Den store beslutning er trods alt kun en etape i EU's lange udvikling fra snævert fællesmarked til ramme om hele Europas politiske udvikling. Beslutningen om at tage imod Tyrkiets tilbud om at blive en del af vores fællesskab, er en af dem, der trækker i den rigtige retning, og som det ville være en katastrofe at tabe på gulvet.