BALLADEN om 50-øren har på alle måder været et dilettantteater: Først gennemførte partierne et uigennemtænkt forlig med organisationernes velvillige opbakning, dernæst brød de politiske partier ét efter ét selv samme forlig til organisationernes store forbitrelse, for nu at være landet på et kompromis, som ingen parter er rigtig tilfredse eller utilfredse med. Gårsdagens kompromis betyder, at gebyret fjernes, og at udgifterne til driften af dankortet fremover deles mellem banker og butikker. Det vil sikkert betyde, at forbrugerne i sidste ende kommer til at betale regningen alligevel. Ikke desto mindre var det fornuftigt at revidere den oprindelige dankortaftale. Og det uanset den konservative økonomiminister Bendt Bendtsens mærkværdige udtalelser om, at »en aftale er en aftale, og en mand en mand«. Den oprindelige aftale var tåbelig, og tåbelige aftaler skal naturligvis ændres. Det burde allerede i udgangspunktet have stået klart for de implicerede parter, at gebyret var et vildspor. Selv om en lille 50-øre kan virke ubetydelig, ville gebyret have skadet dankortsystemets effektivitet unødigt. Det så man allerede i begyndelsen af januar, da dankortbetalingerne faldt med 18 procent i forhold til samme måned året før. Danskerne begyndte ganske enkelt at hæve og gå rundt med flere kontanter. Næsten uanset størrelse vil et gebyr få forbrugerne til at undlade at bruge dankortet i flere situationer. Det er hverken hensigtsmæssigt for forbrugerne, butikkerne eller bankerne. Alle har gavn af, at dankortet bruges mest muligt. Når systemet allerede er fuldt etableret, giver det ingen mening, at begrænse brugen af det. Det burde være økonomisk logik for begyndere. AT DET IKKE allerede i udgangspunktet stod klart for alle parter, at gebyret var en vildfarelse, er et af de største mysterier i denne sag. Hvorfor skulle vi helt hen til valgkampens begyndelse, før statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) indså, at »et betalingskort jo i virkeligheden bare er nutidens sedler og mønter«. Det burde både han, regeringen, Folketinget, Finansrådet, Dansk Handel & Service og Forbrugerrådet have sandet, før de indgik den oprindelige aftale. I et videre perspektiv må man håbe, at politikere og interesseorganisationer har lært af deres fejltagelser, når de i 2010 skal forny dankortaftalen. Hvis de endnu engang overvejer et direkte gebyr, vil det kunne konstateres, at 50-øren alligevel ikke er faldet for dem.