Det er mildest talt ingen nyhed, at den sociale arv lever og trives i dagens Danmark:
Er mor og far langtidsledige, misbrugere eller på anden måde socialt udsatte, er der pludselig lang vej til de uddannelser og privilegier, som falder børn fra overskudsramte familier mere naturligt. Livet på den grønne middelklassegren er nu engang langt lettere end livet på samfundets grå bund. Derfor har vi som samfund også en særlig forpligtelse til at hjælpe de børn, der begynder på bunden og derfor – alt andet lige – har sværere ved at slippe derfra. Så langt, så velkendt. Knap så velkendt er det, at ’den sociale arv’ sandelig også trives i bedste velgående, når det gælder landets ældre: Som Politiken kunne fortælle torsdag, får ældre med velstillede børn således væsentligt mere hjemmehjælp end ældre, der har børn med lave indkomster.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.