Efter det dramatiske forhandlingssammenbrud i forligsinstitutionen fredag aften styrer situationen nu mod, at lærerne lockoutes, og folkeskolen reelt ikke åbner igen efter påskeferien. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Det er en iboende del af den danske model, at forhandlinger lejlighedsvis bryder sammen, og parterne tager en armlægning uden for forhandlingslokalerne, når andre muligheder er udtømte. I stedet for konstante små konflikter, som man kender det fra andre lande, tager vi her til lands den store holmgang efter velafprøvede regler en meget sjælden gang i mellem. Det er her, folkeskolen er nu. LÆS OGSÅNu venter knap to ugers lukkede skoler Det vil ikke gå umærkeligt hen over os; hele pointen med en konflikt er, at den skal kunne mærkes. Økonomisk hos de lockoutede lærere og hos resten af os - der jo i sidste ende repræsenteres af KL, uanset om man føler sig dækket ind af deres konfrontatoriske linje - som en forstyrrelse af den velorganiserede hverdag, som lærernes arbejde normalt muliggør, og det produkt, de leverer: undervisning af vores børn.
Men det er altså heller ikke dommedag, hverken for den danske model eller den danske folkeskole. I første omgang er det centrale at sikre, at en konflikt går mindst muligt ud over de nuværende elever, der mister adgangen til undervisning. Her kan man ikke være imponeret over KL's forberedelse af deres egen lockout. De skylder en praktisk plan for, hvordan det midlertidige kaos i de voksnes rækker ikke bliver et langsigtet problem for de børn, der nu mister undervisningstimer. LÆS OGSÅForsker: Regeringsindgreb har lange udsigter Men endnu væsentligere er hensynet til fremtidens folkeskole. Hvis konflikten graver en permanent afgrund mellem parterne, vil selv de bedste reformplaner om en bedre skole, som alle har en fælles interesse i, falde på en klippegrund af mistillid. Det er fair at køre konflikt om en arbejdstidsaftale. Men både lærerne og KL skal passe på ikke at tale problemerne med eller uden arbejdstidsaftale så langt op, at det ender som en selvopfyldende profeti, der forhindrer den udvikling af folkeskolen, der nu både er politisk opbakning til og hårdt brug for.
