Leder afmr

At Folketingets formand beskærer medlemmernes ytringsfrihed i en politisk debat er topmålet af hykleri og helt upassende.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard knægter ytringsfriheden

Lyt til artiklen

Man kan diskutere, om det er rimeligt, at Enhedslistens Pelle Dragsted i Folketinget i sidste uge beskyldte Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti for racistiske udtalelser, efter at han erklærede at personer fra overvejende muslimske lande ikke kan integreres i Vesteuropa.

Men man bør ikke kunne diskutere, at det er både anstødeligt og forkert, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard afbrød indlægget og kraftigt irettesatte Dragsted.

»Det der vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for«, erklærede Kjærsgaard og afbrød Dragsteds indlæg. Da Dragsted forsøgte at forsvare sig fik han at vide, at man ikke diskuterer med formanden.

At Folketingets formand på denne måde helt på egen hånd beskærer medlemmernes ytringsfrihed i en politisk debat er topmålet af hykleri og helt upassende.

At det er lovligt i Danmark at betegne politikeres ytringer som racistiske har vi selveste Højesterets ord for. Det understregede landets øverste domstol i 2003, da den frikendte Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU for at betegne netop Pia Kjærsgaards ytringer som racistiske.

At selvsamme Pia Kjærsgaard nu i sin rolle som Folketingets formand forsøger at beskytte sine egne partifæller mod tilsvarende beskyldninger i salen er klart uacceptabelt.

Ikke bare har folketingsmedlemmer samme vidtstrakte ytringsfrihed som alle andre danskere, deres ytringer i Folketinget er ifølge grundlovens § 57 særligt beskyttet.

Med god grund. Politikere kan og skal ikke frygte at give deres meninger til kende og lade debatten rase. Tværtimod, det er faktisk deres job. Folketingssalen bør i den grad være frirum for den politiske debat, også når den støder formanden eller andres fine fornemmelser.

At Kenneth Kristensen Berth tidligere er idømt en betinget fængselsstraf for netop racisme hører indlysende med til historien, selv om også han naturligvis har sin ytringsfrihed og ret til at kæmpe for sine holdninger.

Ytringsfriheden er en af de allermest basale og centrale borgerlige frihedsrettigheder. Det er på den at hele demokratiets præmis hviler. At Pia Kjærsgaard på denne måde undertrykke debatten i Folketinget tyder på, at hun ikke helt har forstået hvad ytringsfrihed handler om. Det er helt ok at være skarp, spids og til tider spydig. Også for politikere.

mr

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her