Leder afcj

Deltag i paneuropæisk demokratisamtale.

Kom og vær med: Fra i dag inviterer vi dig til en ny slags europæisk dialog

Lyt til artiklen

Vi lever i den samme virkelighed og på samme kontinent, men der findes ikke en fælles europæisk offentlighed.

Vi stemmer til det samme Europa-Parlament i Strasbourg 26. maj, men de politiske problemer og mål er vidt forskellige i Ungarn, Italien og Danmark.

Men alle forskellene og uenighederne til trods er der langt mere, der forener end splitter de formentlig snart 27 lande i EU.

Det er med den præmis, vi på Politiken fra i dag inviterer vores læsere med til at deltage i en paneuropæisk demokratisk samtale.

Det er første gang, vi prøver det: Sammen med 15 medier i Europa vil vi op til europaparlamentsvalget forfølge de klassiske demokratiske idealer, denne avis har haft som grundlag i 134 år: Vi besøger og undersøger nysgerrigt og fordomsfrit de andres stærkeste argumenter. Vi dukker ikke hovedet bag egne skanser, men forsøger at hæve os over ideologiske standardsvar.

Helt konkret giver vi dig mulighed for at komme i kontakt med en person fra et andet EU-land, hvis holdninger er de modsatte af dine. Hvordan sikrer vi det? Du skal blot gå ind på pol.dk og besvare 7 ja-nej-spørgsmål (alt det beskrives nærmere i dagens avis og på pol.dk).

I de andre 14 deltagerlande besvarer læserne af medier som tyske Die Zeit, belgiske De Standaard og Financial Times i Storbritannien de samme spørgsmål. Derefter parrer vi elektronisk jeres besvarelser, så en dansk læser bringes sammen med eksempelvis en spansk læser, der har et andet blik på Europa. Samtalerne vil typisk foregå på Skype, men enkelte vil få mulighed for at rejse til Bruxelles og møde deres dialogpartner til en stor demokratifestival.

Vi kalder projektet Europe Talks. Vi ved ikke, hvad der sker, når vi slipper ordet og holdninger fri på tværs af landegrænserne, men vi ved, at samtale og dialog fremmer både tolerance og forståelse. Måske kan det være med til at nuancere eller måske ligefrem flytte dine holdninger.

Intet er vigtigere end dialog og mellemfolkelig forståelse. Især ikke i en tid, hvor den offentlige debat foregår i iltfattige ekkokamre på sociale medier, og hvor antidemokratiske kræfter på nettet forsøger at manipulere med fakta og destabilisere demokratiet.

Men truslerne kommer bestemt også indefra i et EU, der rummer illegitime demokratier som Viktor Orbáns Ungarn og fascistiske strømninger som Lega i Italien.

Det bedste værn mod de mørke kræfter – hvor de end viser sig – er oplysning. Vi skal ikke nødvendigvis stræbe efter én stor europæisk offentlighed som politisk ideal, men vi skal tale sammen i Europa. Vi skal være nysgerrige, åbne og fordomsfri i vores møde med hinanden og vores forskellige europa- og verdenssyn.

Derfor: Deltag i Europa Taler. Det kan gøre en forskel. Du kan gøre en forskel.

cj

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her