Leder afcj

Vi har brug for en regering, der formår at omsætte den grønne bevægelser, der indtil nu har samlet momentum alle andre steder end i regeringskontorerne.

Politiken mener: Regeringen har svækket Danmark i fire år. Nu må nye kræfter til

Lyt til artiklen

Danmark har brug for en ny retning. Danmark har brug for en ny regering. Danmark har brug for en ny statsminister.

I fire år har vi set, hvordan den borgerlige regering reelt har brugt mere tid på intern splid og splittelse end på reelt at forandre Danmark i en tid, hvor verden omkring os er i hastig forandring. Vi har set en regering, der ryggesløst har gamblet med Danmarks førerposition som grønt foregangsland.

Vi har set en regering, der har udhulet velfærdsstatens bærende konstruktioner ved år efter år at lade grønthøsteren rasere alle offentlige institutioner. Den danske velfærdsmodel skal ikke bringes igennem det 21. århundrede på krykker.

Det er visionsløst og uværdigt.

Danmark er mulighedernes land, men Lars Løkke Rasmussen har ikke evnet at gribe dem. Derfor er i den grad tid til forandring, som de engang sagde i Venstre.

Overfor Lars Løkke Rasmussen står et klart alternativ. Mette Frederiksen har meget at lære som landets forhåbentligt kommende statsminister, og hvis meningsmålingerne holder stik, venter der hende et hyr med at få dannet en levedygtig regering.

Men Mette Frederiksen kommer med en ny energi og en sammenhængende vision for udviklingen af det danske velfærdssamfund. Hun vil bekæmpe den sociale ulighed, som er blevet endnu større under den borgerlige regering.

Hun vil sikre nedslidte retten til en tidligere pension. Hun har fremlagt en klimapolitik, der er mere realistisk og fremsynet end regeringens bluffnummer, selv om der fortsat er meget tilbage at ønske på den grønne dagsorden. Vi har brug for en regering, der formår at omsætte den grønne bevægelser, der indtil nu har samlet momentum alle andre steder end i regeringskontorerne.

En ny regering bør tænke klima og biodiversitet ind i alle politiske beslutninger på lige fod med økonomien, hvis vi i tide skal nå at omstille samfundet i en retning, der sikrer de kommende generationer en klode i bedre balance.

»Vi skal diskutere skillelinjerne«, sagde Lars Løkke i går. Det er netop, hvad valgkampen handler om. Grundlovsvalget 2019 markerer flere væsentlige skift i dansk politik med opstillingen af 13 partier, fire statsministerkandidater og opbrud i blokkene.

Netop derfor handler valget også om på tværs af partifarve at værne om vores velfungerende demokrati, hvor de store forandringer traditionelt er blevet båret igennem på ryggen af brede flertal over midten i Folketinget.

Selv om Lars Løkke Rasmussen i går med taktisk overlæg forsøgte at så tvivl om oppositionens udlændingepolitik, så er kendsgerningen, at der på dette område er brøker og detaljer til forskel på Socialdemokratiet og Venstre.

Sammen bør de to partier påtage sig et nationalt ansvar for, at folketingsvalget 2019 ikke bliver stukket i brand af hadets tale fra rabiate og racistiske partier. Det bærer alle et ansvar for. Også pressen.

»Danmark er værd at kæmpe for«, sagde Lars Løkke Rasmussen, da han fra Folketingets talerstol udskrev valget.

Så sandt, så sandt. Derfor er der nu al mulig grund til at sige til Lars Løkke Rasmussen: Tak for kampen. Nu skal Danmark have en ny regering og retning.

cj

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her