Følg dit hjerte. Sådan har opfordringen lydt i årevis, når unge spørger, hvilken uddannelse de skal vælge. Logikken bag anbefalingen har sådan set været klar nok. Der kommer ingen god svagstrømsingeniør ud af et ungt menneske, som starter på Danmarks Tekniske Universitet med en glødende interesse for filosofi. Og eftersom ingen præcis kan forudsige, hvordan arbejdsmarkedet ser ud, når sidste eksamen overstået, skal unge følge deres passion.
Der er bare et problem med den fortælling. Det er en sandhed med modifikationer. Det kan få store omkostninger for unge, der har fulgt anbefalingen og valgt uddannelse med hjertet alene. Tag bare Lea Tolstrup, som i en dagbog i denne avis beskrev, hvordan hun gik ledig i 2 år efter endt uddannelse i moderne kultur og kulturformidling. Hun er blot en blandt mange nyuddannede akademikere, hvor det tager lang tid at komme ind på arbejdsmarkedet. Antallet af ledige akademiske dimittender er vokset fra omkring 4.000 i 2013 til 6.000 i 2019.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.