Det blev modtaget som et svige- og smertefuldt svigt fra en ven, der trådte frem blandt fjender i nødens stund. Hvorfor skulle Sofie Carsten Nielsen midt under en minkkrise og kommunalvalgkamp rette et generalangreb på den regering, de radikale selv er parlamentarisk grundlag for? Hvorfor skulle støttepartiet få regeringens grundlag til at vakle med kritik af magtfuldkommenhed, lukkethed og manglende inddragelse? Hvorfor dog true med at trække støtten til en socialdemokratisk soloregering efter næste valg?

Fordi budskabet var både nødvendigt og rigtigt. Fremfor at bekræfte egen magtfuldkommenhed ved at reagere med vredens tavshed og fornærmelsens kulde, burde regeringen lytte til kritikken. Socialdemokratiet udstiller i øjeblikket problemerne med en etpartiregering, der hverken oplever et stærkt modspil fra oppositionen eller føler trang til at søge medspillet fra de stadig mere utilfredse støttepartier.