Der var engang, hvor finansloven var et centralt omdrejningspunkt for enhver dansk regering. Det var her, man for alvor kunne se den retning, landets ledere udstak og sigtede efter.

Sådan er det på ingen måde for tiden, og mandagens smalle finanslovsaftale er ingen undtagelse. Ganske som de sidste par år var den et beskedent husholdningsregnskab med få visioner og lidt gaver til støttepartierne – reelt mest blot lidt lappeløsninger på nogle af velfærdsstatens mest oplagte mangler og uhensigtsmæssige huller.