Endelig! Efter tre årtier valgte danskerne lykkeligvis det helhjertede og uforbeholdne sammenhold med resten af Europa. Med onsdagens massive ja er det – efter flere forsøg – lykkedes at afskaffe et af Danmarks EU-forbehold. Tak for det, Danmark.
Tak for at gøre det klart og tydeligt for resten af Europa, at den danske befolkning solidarisk fremover påtager sig et fuldt og helt medansvar for Europas fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Tak for at forstærke den historiske linje, der går fra det fredens projekt, som vores forfædre skabte efter Anden Verdenskrig, og til den krig, som Europa nu igen på tragisk vis oplever. Tak for klart og utvetydigt at sende et signal til Putin om, at den splittelse, han forsøgte at skabe i Europa, blot har forstærket sammenholdet, nu også med øget dansk medansvar.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.