Kompleksitet og uforudsigelighed. Det er de to udfordrende grundtoner i den rapport fra regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe, der blev præsenteret mandag.
Rapporten er ædruelig og barsk læsning. Kriserne vælter over hinanden. Fra det nye jerntæppe, der, som analytikerne skriver, har sænket sig over Europa efter Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine, til klimakrisen og de demografiske udfordringer i Afrika, Mellemøsten og andre steder. Krydret med et internationalt system under omkalfatring på grund af Kinas øgede magt og et USA, der ikke længere er klodens eneste supermagt. Som det deprimerende konstateres i rapportens allerførste afsnit, ser fremtiden for nutidens børn og unge noget mere dyster ud, end den gjorde for deres forældre i de foregående årtier.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.