Klimaforandringer er et globalt problem, der kræver samarbejde mellem alle lande. Derfor har mere end 30 aviser og medieorganisationer i over 20 lande indtaget en fælles holdning til, hvad der skal gøres. Tiden er ved at løbe ud. I stedet for at frigøre sig fra fossile brændsler og gå over til rene energikilder foretager mange rige lande nye investeringer i olie og gas. De forsømmer at begrænse udledningerne hurtigt nok og forhandler frem og tilbage om, hvilken hjælp de er villige til at sende til fattige lande.
Alt dette foregår, mens kloden suser mod det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage – der, hvor det klimatiske kaos er uopretteligt. Siden FN’s klimatopmøde COP26 i Glasgow for 12 måneder siden har landene kun forpligtet sig til at yde en halvtredsindstyvendedel af det, der skal til for at holde kursen mod målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader af det førindustrielle niveau.
Intet kontinent er i år gået fri af ekstreme vejrkatastrofer – fra oversvømmelser i Pakistan til hedebølger i Europa og fra skovbrande i Australien til orkaner i USA. I betragtning af at disse hændelser skete på baggrund af en temperaturstigning på omkring 1,1 grader, har verden udsigt til det, der er langt værre. I en situation, hvor mange lande forsøger at gøre sig mindre afhængige af Rusland, ser vi en stor appetit i verden på nye udvindinger af fossile brændstoffer. Formålet er angiveligt at løse midlertidige forsyningsproblemer, men det risikerer at gøre uoprettelig skade på vores klode.
Alt det understreger, at menneskeheden er nødt til at gøre sig fri af sin afhængighed af fossile brændstoffer. Hvis vedvarende energi var normen, ville der ikke være nogen klimakrise.
Den fattigste del af verdens befolkning vil blive hårdest ramt af de ødelægende konsekvenser af tørke, smeltende iskapper og fejlslagen høst. Det koster penge at beskytte disse befolkningsgruppers liv og levebrød. Ifølge en anerkendt rapport skal udviklingslandene bruge op mod 15.000 milliarder kroner om året til at nedbringe deres udledning af drivhusgasser og ruste sig over for det klimatiske sammenbrud.
De rige lande udgør i dag kun en ottendedel af verdens befolkning, men de er ansvarlige for halvdelen af drivhusgasserne. Disse lande har et åbenlyst moralsk ansvar for at hjælpe. Udviklingslandene skal have penge nok til at ruste sig mod de farlige klimatiske forhold, som de har bidraget så lidt til – navnlig stillet over for en truende global recession. Rige lande bør leve op til deres tidligere løfter om økonomisk bistand – såsom de 100 milliarder dollar om året fra 2020 – for at signalere deres seriøsitet. Som et absolut minimum må de største olie- og gasselskabers samlede overskud pålægges en merindkomstskat på 750 milliarder kroner i årets første kvartal.
FN har med rette opfordret til, at pengene bruges til at hjælpe de mest udsatte. Men en sådan afgift kan kun være begyndelsen. De fattige lande har også en gældsbyrde, som gør dem ude af stand til at komme ovenpå igen efter klimarelaterede katastrofer eller beskytte sig mod dem i fremtiden.
Kreditorerne bør være generøse med hensyn til at eftergive lån hos lande, der står i klimakrisens frontlinje. Sådanne skridt kan sagtens tages, uden at det internationale samfund har truffet beslutninger om en koordineret indsats. Lande kunne implementere dem på regionalt eller nationalt niveau. En nations samlede udledninger gennem tiderne bør være udgangspunkt for dens ansvar for at handle. Private bidrag kan være en hjælp, men det påhviler de historisk store udledere at punge ud.
At løse krisen er vor tids svar på månelandingen. Dengang lykkedes det i løbet af bare ti år at komme til Månen, fordi der blev afsat store ressourcer til det. Det er et lignende engagement, der kræves af os nu. Men en økonomisk krise har gjort de rige lande uvillige til at bruge penge, og kloden risikerer at blive fanget i afhængighed af fossile brændstoffer, fordi de store selskaber stritter imod. Under coronapandemien formåede centralbanker verden over ikke desto mindre at kompensere for staternes højere udgifter ved at opkøbe egne statsobligationer. Hvis vi skal rejse det enorme beløb til at håndtere klimakrisen, er vi nødt til igen at udtænke radikale løsninger.
Tiden er ikke til apati eller magelighed, situationen kræver øjeblikkelig handling. FN’s rammekonvention om klimaforandringer skal handle om stærke argumenter og ikke de stærkes argumenter. Hvis det skal lykkes at bevare konsensus i Egypten, er det afgørende, at uenigheder om handel og krigen i Ukraine ikke står i vejen for klimadiplomatiet. FN-processen er muligvis ikke perfekt. Men den har opstillet et mål for verdens nationer om at redde kloden, og det må forfølges på COP27, hvis vi skal afværge truslen mod menneskehedens eksistens.
Oversættelse: Tonny Pedersen
fortsæt med at læse
