Stillelegen er slut, og Jakob Ellemann-Jensen må senest under Venstres landsmøde i weekenden åbne munden og gøre det klart: Vil han arbejde for eller imod en bred regering hen over midten? Ja eller nej?
Hverken dansk politik eller Venstre kan ret meget længere tåle at blive holdt som gidsler bag den mur af tavshed, Jakob Ellemann-Jensen i de seneste uger har bygget op om sig selv.
Hvis Venstre fortsat vil kunne se sig selv som et – ganske vist decimeret – folkeparti, der påtager sig det parlamentariske ansvar, må Ellemann erkende, at der ingen vej er uden om reelle forhandlinger om en bred regering over midten. Og drøftelserne mellem Mette Frederiksen og Ellemann må hellere starte i dag end i morgen.
Døren til den kongelige undersøger synes temmelig åben, men indtil videre har Venstres formand valgt strudsens taktik og tågernes tale i stedet for at melde sin holdning klart ud.
Paradoksalt nok tælles formanden efterhånden som en af de få i partiet, der ikke har peget på det indlysende rigtige i seriøst at afsøge mulighederne med bred regering. Folketingets nyslåede formand, Søren Gade (V), har sagt det. Partiets nestor, Bertel Haarder, har sagt det. En lang række toneangivende Venstre-borgmestre har sagt det.
Alle kan de se, at Venstres politiske fællesmængde er langt større over midten end med en højrefløj, der er så splintret og spaltet, at der intet holdbart og ansvarligt politisk fundament kan bygges på den. Det kan der til gengæld over midten. Når det handler om den nødvendige reparation af det ituslåede sundheds- og ældrevæsen. Når det handler om de langsigtede økonomiske reformer. Og ikke mindst når det handler om klimakrisen, hvor Venstre indtil videre ikke har haft det fornødne mod til at tage et opgør med landbruget.
Kort sagt: Vejen til ansvarlig politisk ledelse i dette land går gennem en bred regering, og hvis Jakob Ellemann-Jensen tvivler på Mette Frederiksens oprigtige vilje til at række hånden over midtens skel, så kig bare på partifælle Søren Gades udnævnelse. Mere tydeligt kan det dårligt siges.
Så hvorfor tøver Jakob Ellemann-Jensen? Er der tale om modstand eller vægelsind? Vi ved det ikke, men foreløbig taler Ellemanns tavshed desværre ikke til fordel for hans politiske mod og Venstres regeringsduelighed.
cj
fortsæt med at læse
