Intet er bevist, intet har været for en dommer. Men hvis det er rigtigt, at Qatar – eller repræsentanter for landets magthavende familie – har bestukket EU-politikere og medarbejdere i EU-Parlamentet med rejser og kufferter fulde af kontanter, er den rivende gal. Det er uantageligt for parlamentet og bør også være det for Qatar.
Og Qatar bestyrker ikke ligefrem sin sag ved at minde om, at emiratet »er en vigtig leverandør af naturgas til Belgien«. Hvis Hans Kongelige Højhed Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani tror, at han vil få særbehandling på grund af sin enevældige magt i Doha og sin enorme produktion af gas, forveksler han vist Europa med Qatar. Men det er måske netop problemet.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
