Hævn er en ret, der helst skal serveres kold, siges det. Måske. Men sådan er det ikke med statens håndhævelse af lovene og eventuelle straf for overtrædelser. Her bør borgerne kunne forvente, at det går relativt hurtigt – både hvis man anmelder nogen for en forbrydelse eller bliver sigtet for at have begået en. Bliver sagsbehandlingstiderne for lange, kan det i værste fald være i strid med menneskerettighederne.
Så vidt er det heldigvis ikke gået endnu i Danmark, men udviklingen er i de senere år gået i den forkerte retning. I 2018 var byretterne gennemsnitligt 4,4 måneder om at gennemføre en domsmandssag. I 2022 var sagsbehandlingstiden steget til 8,4 måneder, næsten en fordobling.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
