Fra den første sætning i den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez’ mesterværk ’Historien om et bebudet mord’ ved man, at det ender galt for hovedpersonen Santiago Nasar. Dramaet er kun, hvordan det helt præcis kommer til at udspille sig. Lidt på samme måde er det med udrulningen af de nye ejendomsvurderinger, der fra og med næste år skal være grundlag for 1,7 millioner danske boligejeres ejendomsskatter. At det ender galt, er næsten givet, spørgsmålet er kun hvor galt, og hvem der bliver ramt hårdest.
At få lavet ordentlige og retvisende ejendomsvurderinger er selvsagt en god ide. Som det danske skattesystem er indrettet, er værdien af huse og de grunde, som de ligger på, grundlaget for al boligskat – ejendomsværdiskat og grundskyld – og dermed af helt afgørende betydning for skatteopkrævningen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.