Natten til tirsdag blev Pusher Street under parolen ’Befri Christiania’ blokeret med store containere af 55 anonyme christianitter, der ikke længere vil leve med det ulovlige hashsalg. I løbet af onsdag formiddag var salget i gang igen, og på containerne og betonklodser kan man nu læse bagmændenes graffitisvar til de idealister, der vil befri fristaden: ’You can’t kill the market. You can’t kill the streets’. En uforblommet hyldest til markedskapitalisme og profit forklædt som modkulturel ytring. Ren gidseltagning af Christiania og ’gaderne’, altså ’folket’.
Bagmændenes kække påstand bør blive gjort til skamme snarest muligt. Aktionen med containerne var et nødråb, som skal tages alvorligt både på Københavns Rådhus og på Christiansborg, og signalet er ikke til at misforstå: Hvis Christiania skal bestå som positiv kraft, må opgøret med de kriminelle kræfter føres igennem fra politisk hold. At politiets jævnlige aktioner er nytteløse, er tydeligt for enhver. Hverken de aktionerende christianitter eller de stakkels repræsentanter for ordensmagten, som igen og igen udstilles som magtesløse, har styrke til at gribe fat om ondets rod og rive den op.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

