Så er vi i gang igen. Hamsterhjulet drejer, skoleeleverne er tilbage i klasseværelserne, ferien er slut. Det ligner til forveksling den sædvanlige rytme, men noget er forandret. Der har ikke været noget ’business as usual’ over denne sommer, hvor juli satte global varmerekord, oceanerne havde overfladetemperaturer omkring de 30 grader, sydeuropæiske feriedestinationer begyndte at brænde, så ferierende måtte evakueres i huj og hast, mens det vilde vejr i nord bare fortsætter. I Norge, hvor floder og elve flyder over, og dæmninger bryder sammen, er situationen lige nu ekstrem.
De fleste oplever nok det voldsomme klima som en afvigelse fra normalen, mens sandheden er, at en helt ny normaltilstand er ved at indfinde sig, og at det måske først er nu, vi for alvor erkender den. Thøgers Larsens elskede sommersang med linjerne »byger, der går og kommer, det er den danske sommer« føles både rigtig og helt forkert. Vi har brug for sangdigte som ’Danmark, nu blunder den lyse nat’, fordi de lutrer sjælen og nærer følelsen af samhørighed, men samtidig ved vi godt, at Larsens idylliske billeder af ’forgangne tider’ ikke favner den horror-udgave af sommeren, vi oplever nu.
