Få genstande er mere ladet med symbolværdi end et flag. Selv om det blot er et stykke stof, indkapsler det et helt lands historie og identitet. At være dansker er at have Dannebrog som flag, et nationalt klenodie med rødder tilbage til korstogsæraen og Valdemar Sejrs triumf i slaget mod esterne i 1219.
Men selv om Dannebrog er Danmarks flag, er himlen stor og rummer plads til andre flag. I snart to år har Ukraines blå-gule flag vajet fra mange danske flagstænger, herunder på toppen af denne avis’ bygning på Rådhuspladsen. Siden Gaza-krigen begyndte, har det palæstinensiske flag været et udbredt symbol på sympati. Alt sammen fuldt lovligt, eftersom Højesteret sidste år fandt, at der ikke var hjemmel til Justitsministeriets mangeårige forbud mod at flage med andre landes flag.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

