Alle mennesker har et forhold til Månen. Selv om vi, som i Gustav Wieds teaterstykke ’Skærmydsler’, kan diskutere, hvilken farve Månen egentlig har, er det ikke til diskussion, at den er vores allesammens. Månen er fælleseje.
Endnu da. Mange private aktører står parat til at udnytte Jordens gamle følgesvend. Månen rummer mineraler og råstoffer, som der er ved at være knaphed på på Jorden. Hvad der engang var science fiction, er nu tæt på at kunne blive til virkelighed. Planer om minedrift ved hjælp af robotteknologi på Månen er fremskredne, og det er blandt andet helium og platin, der er i centrum i det kommercielle kapløb. Nogle af verdens rigeste mænd forestiller sig Månen som Jordens ottende kontinent, et sted, hvor millioner af mennesker med tiden kan bosætte sig og med store muligheder for gevinst.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.