Står det til regeringen, vil det snart være muligt at låse beboere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne på plejehjem og i bosteder inde i ti timer i døgnet i op til seks måneder. Det er en af konsekvenserne af det forslag til ændring af serviceloven, som regeringen har fremlagt. Ændringerne vil også øge personalets muligheder for at bruge fysisk magt mod beboerne i en række tilfælde og overvåge dem med kamerarer.
At det kan være nødvendigt i helt særlige tilfælde at bruge magt mod psykisk udfordrede borgere, er desværre en realitet. Men som en lang række organisationer og eksperter i de senere dage har givet udtryk for, går regeringen alt for langt i sit forslag. At gøre det muligt at låse folk inde i næsten et halvt døgn i månedsvis er et ekstremt magtmiddel, en reel husarrest, der kun bør kunne besluttes af en domstol.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


