MED DEN selvudnævnte titel som frihedsminister er udviklingsminister Søren Pind for alvor kommet i mediernes søgelys, fordi han har givet dansk udviklingspolitik en makeover og har bragt ideologien tilbage i en ellers ideologiforladt regering. Søren Pind vil med sin nye udviklingsstrategi bekæmpe frihedsundertrykkende regimer rundt omkring på kloden. Men man behøver ikke at bevæge sig ud over Danmarks grænser for at opdage, at friheden har trange kår - burkaforbud, knivlov og afgifter på chips og chokolade er blot nogle få eksempler på, at kontrol og forbud er ved at udkonkurrere danskernes frihed til at bestemme over deres eget liv. BÅDE TIL højre og venstre i Folketinget kappes politikerne om at lave nye regler, love og forbud, som kun tjener ét formål - nemlig at indføre mere kontrol med befolkningen. Senest har SF foreslået at forbyde parfume på offentlige arbejdspladser, Dansk Folkeparti har foreslået at forbyde fremmedsprog i frikvartererne, og Venstre har foreslået at forbyde de unge gymnasieelever og tømrerlærlinge at købe rødvin. Hvad bliver det næste? At vi skal gå ens klædt, gå i takt og mene det samme? Det kan godt være, at politikerne på Christiansborg mener, at de gør danskerne en tjeneste ved at lovgive og forbyde sig ud af alle problemer, men i bund og grund fører deres iver efter kontrol og forbud til et ensrettet samfund med indskrænket frihed. STATEN SOM omklamrende Big Mother og dens tilhængere er godt i gang med at umyndiggøre danskerne. Ifølge dem kan danskerne nemlig ikke længere tage vare på deres liv - de træffer simpelthen de forkerte valg, hvad angår mad, påklædning og valg af kæledyr - og derfor må der lovgives. Men hvem skal afgøre, hvad det rigtige valg er? Hvad der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for min nabo. Statens ansvar er at oplyse danskerne. Statens ansvar er ikke at vælge, om danskerne skal have spegepølsemadder med remoulade eller grøn salat til frokost - det er udelukkende danskernes eget personlige valg. Det er positivt, at vi har fået en minister, der vil sikre ulandene mere frihed. Men hvad med en frihedsminister for Danmark, der vil sikre danskerne mest mulig frihed? Hvis Danmark også i fremtiden vil kunne bryste sig af at være et land, hvor befolkningen har stor frihed til at bestemme over sit eget liv, er det på tide at gøre op med det leninistiske mantra om, at ' tillid er godt, men kontrol er bedre'. I bund og grund fører politikernes iver efter kontrol og forbud til et ensrettet samfund med indskrænket frihed.