Alle, der kender bare lidt til mit politiske virke, vil vide, at jeg generelt har det spejlvendte synspunkt af den sovjetiske diktator, Vladimir Lenin, der sagde, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Hvis det endelig kommer dertil, er jeg nok mere til 70’er-slagordet om, at det ikke er tilfældigt, at kontrol stavet bagfra giver ’lort nok’. Anderledes er det, når det drejer sig om efterretningstjenester. Set ud fra et liberalt synspunkt er det netop noget, der må omgæres af kontrol. Efterretningsarbejdet er noget vi har - og skal have – for at beskytte borgerne og staten imod angreb på statens sikkerhed. I vor tid bedst eksemplificeret gennem terrorisme. Men netop fordi efterretningstjenesterne af natur strider imod ønsket om et åbent samfund, må vi have en særlig kontrol med disse tjenester, så de ikke udvikler sig som en stat i staten. Jeg skal ikke foruddiskontere PET-kommissionens konklusioner. Dem må vi afvente, til vi ser rapporten. Men når jeg ser på kontrollen, må jeg blot konstatere, at den ikke er nær så god, som i andre lande vi normalt sammenligner os med. I flere andre nordiske og vestlige lande er der en bedre kontrol, end vi har i Danmark. I Norge udarbejde man allerede i 1990’erne nye regler for kontrollen med efterretningstjenesten med øget parlamentarisk kontrol og forbedret klageadgang. Der gik kun to et halvt år fra man påbegyndte arbejdet, til man havde ændret reglerne. Selv den dobbelte eller tredobbelte tid havde været den rene luksus her i landet. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal vente endnu? Desværre kan jeg godt være bekymret for, at vi skal vente rigtigt længe. Her i landet har vi det såkaldte kontroludvalg (egentlig Udvalget vedr. efterretningstjenesterne), som består af medlemmer fra Folketingets fem største partier samt det såkaldte Wamberg-udvalg, som ifølge dagens skriverier om PET-kommissionen skulle være foreholdt relevante oplysninger fra PET. Dansk Folkeparti har tidligere været i marken med et synspunkt om, at kontroludvalget skulle udvides, så resten af Folketingets partier kunne komme med, men det er ikke noget, der er gjort det store ud af, siden partiet selv blev blandt de fem største. Dog skal det retfærdigvis siges, at partiets folketingsmedlem, Martin Henriksen, godt kunne se det demokratisk retfærdige i at tage alle partier med set i fra et demokratisk synspunkt. Det understregede han, sidst debatten om efterretningstjenesterne var oppe i folketingssalen kort før sommer. Spørgsmålet er dog om kontroludvalget egentlig kontrollerer efterretningstjenesterne i ordets egentlige forstand. Ifølge den tidligere socialdemokratiske retsordfører, Morten Bødskov, er det ikke tilfældet. Og han må vide, hvad han taler om, for han sidder som formand for udvalget. Problemet er bare, at hverken hans parti eller regeringen indtil nu har ønsket at øge den parlamentariske kontrol. Jeg og Liberal Alliance vil det anderledes. Vi vil gerne øge kontrollen, da efterretningstjenesterne skal være et redskab for det parlamentariske system i kampen imod demokratiets fjender. Man gør det andre steder, så hvorfor ikke her? Ifølge justitsminister Brian Mikkelsen (kons.) skal man være meget varsom med at øge den parlamentariske kontrol og indsigt af hensyn til andre landes efterretningsarbejde. Han har dog ikke fremlagt nogen dokumentation for, at det skulle have givet problemer for Norge. (Folketinget, 26. maj 2009) Så det svæver lidt i luften, hvorfor vi i Danmark ikke kan få den nødvendige kontrol. I et åbent og demokratisk samfund som det danske bør kontrollen med efterretningstjenesterne være en hjørnesten. Det kan lade sig gøre både i andre nordiske og vestlige lande. Vi må gøre op med omkvædet om, at vi har tillid til efterretningstjenesterne. PET og FE er nødvendige for at sikre vores samfund, men vi må holde fast i, at demokratiet skal have fat i den lange ende. Ellers ender vi med at ofre den parlamentariske kontrol for demokratiets skyld. Og det giver ganske enkelt ingen mening. Ligesom jeg altid går op imod synspunktet om, at man skal beskytte mennesker imod dem selv, skal man ikke beskytte demokratiet imod demokratiet. Tværtimod skal man styrke de demokratiske elementer. Kun på den måde sikrer vi en demokratisk kultur, som er det bedste forsvar imod de totalitære kræfter. Simon Emil Ammitzbøll
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Pia Olsen Dyhr: »Mette Frederiksen skal forblive kongelig undersøger. Det, vi havde på bordet, var fornuftigt«
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
»Jeg er ærligt talt forbløffet«: Lidegaard, Dragsted og Pia Olsen Dyhr reagerer på Løkkes bombe
-
Politisk redaktør: Løkke kaster det hele op i luften ved at pege på Troels Lund
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jaime Nicolaisen




























