Den økonomiske krise hænger over Danmark som en tung sort sky. Kun hvis vi på det samfundsmæssige plan gennemfører markante reformer og på det menneskelige plan får gjort op med nutidens offermentalitet, vil vi for alvor sætte gang i den vækst, der kan sprede skyerne og skabe fremgang i Danmark igen. Desværre ser det sort ud. Hverken den forrige eller den nuværende regering har turdet tage de nødvendige beslutninger, og mens samfundsøkonomien slæber sig forpustet afsted, gør danskerne det, som politikerne forventer af dem: Klynker, kræver og forvandler sig til velfærdsofre. Der er snart ikke den gruppe borgere, som det ikke er synd for. Det er blevet attraktivt at være offer, og det gør samfundet bagstræberisk og sløvt. Velfærdsofrene blokerer for Danmarks fremgang. Velfærdsofrene har været særdeles synlige i medierne i den seneste tid. Først lærte vi ”Fattig-Carina” at kende. Carina har et statsfinansieret rådighedsbeløb på over 5.000 kr. om måneden – vel at mærke efter smøgerne er betalt, sønnen sendt til fodbold og hunden bespist. Alligevel føler Carina sig som et offer – og for en stund blev hun af flere politikere og meningsdannere støttet i denne opfattelse. For nylig har vi så set endnu et eksempel på et velfærdsoffer – nemlig ”Fattig-Sofie”. Sofie er studerende og vil gerne anerkendes som fattig. Velvidende at hun er så privilegeret at kunne tage en skatteyderbetalt uddannelse, der baner vejen for muligheder, som folk rundt omkring i verden ville slå ihjel for, samtidig med at hun nyder godt af verdens højeste offentlige ydelse til studerende, nemlig S.U., er Sofie alligevel mere optaget af at blive anerkendt som offer end af at finde et studiejob, som kunne forsøde hendes åbenbart meget hårde tilværelse. Under valgkampen mødte jeg også et velfærdsoffer. Jeg deltog i en paneldebat, hvor en ung pige på 14 år spurgte mig, hvor lang tid hun dog skulle slide, før hun fik ret til at gå på efterløn? Når en 14-årig, som ikke engang er kommet ud på arbejdsmarkedet endnu, spekulerer over, hvor tidligt hun mon kan forlade det igen, så er vi altså kommet langt ud på offer-overdrevet. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi bliver mindet om det personlige ansvar, som vi alle har. Som professor Vincent F. Hendricks skriver i Information i dag: ”Hvor man stod i køen, dengang der blev uddelt intelligens og begavelse, er man ikke selv herre over, men hvor meget man vil arbejde med det, som man nu engang fik, er genstand for selvadministration.” Det er og bliver den enkeltes eget ansvar at komme ud af offerrollen – det kan der ikke herske tvivl om. Samtidig bør vi dog huske, at det faktisk er politikerne, der har skabt det samfund, hvor velfærdsofrene trives så godt. Derfor må politikerne også på banen. Det skal være lettere for folk at genfinde det personlige ansvar. Og det kræver altså som minimum, at det kan betale sig at arbejde – og at offer-retorikken forstummer. Det bør ske både for velfærdsofrenes egen skyld – og for Danmarks. Det er desværre hverken en naturlov eller gudsbestemt, at Danmark skal være et af de rigeste lande i verden. I øjeblikket rutsjer vi ned af ranglisterne over verdens rigeste lande, og hvis vi ikke snart tager os sammen, bliver vi overhalet udenom, indenom, ovenfra og bagfra. De asiatiske tigerøkonomier tager ikke hensyn til vores klynk, men æder os i stedet råt. Og vi kommer ikke til at møde mere forståelse fra andre lande. Der er ingen vej udenom: Vi må op af offer-dyndet, og vi må fremtidssikre økonomien: Ned med skatten, op med væksten, mindre stat, mere privat. Vi skal naturligvis ikke bare være rige for at være rige. Vi skal være rige, så vi kan hjælpe dem, der har et reelt behov. Vi skal være rige, så vi kan sikre fri adgang til sundhed og uddannelse. Vi skal være rige, så vi kan beskytte miljøet og støtte kunsten. Vi skal være rige, så vi kan udvikle samfundet i en gunstig retning. Det vil være intet mindre end en tragedie, hvis velfærdsofrene ender med at dræne statskassen i så høj grad, at der ikke er råd til at tage sig ordentligt af de mennesker, der reelt ikke kan klare sig selv – for eksempel de syge og de handicappede. Velfærdsofrene står i vejen for udviklingen, for væksten, for fremgangen. Derfor må vi gennemføre de reformer, der skal til, for igen at gøre det uattraktivt at være offer i Danmark.