Tegning. Roald Als

Tegning. Roald Als

Dennis Nørmark

Venstre ligner en halvmafiøs koncern, hvor man hjælper vennerne

Loyalitet, gensidige tjenester, hemmelighedskræmmeri, blind lydighed og magt holder foretagendet Venstre sammen. Her belønnes hensynsløshed i stedet for egentligt talent.

Dennis Nørmark

Peter Christensen, elektrikeren fra Sønderjylland, ved ikke meget om forsvaret. Det gjorde hans forgænger, Carl Holst, heller ikke. Det betyder intet. Ej heller betyder det noget nævneværdigt, at Peter Christensen officielt havde forladt politik, og at hans leder tidligere har bedyret, at det ville være forkert at pege Peter Christensen ud som ministeremne, når vælgerne havde dømt ham ude ved et valg.

Det betyder heller ingenting, fordi det ikke handler om, hvad man har sagt, men om hvad man kan slippe af sted med.

Årsagen til, at alt dette kan foregå, uden at nogen i partiet tilsyneladende synes, det er mærkeligt, er, at Venstre ikke længere er et egentligt parti, men i stedet er blevet en koncern: Corporate Venstre.

Læg dertil en måde at organisere partihierarkiet på, der bedst tåler sammenligning med den sicilianske mafia, naturligvis uden kriminaliteten, men med komponenter som loyalitet, gensidige tjenester, hemmelighedskræmmeri, blind lydighed og magt som den sociale lim, der holder foretagendet sammen. Hensynsløshed belønnes – ikke egentligt talent.

Når kommentatorer skal forklare, hvordan en Troels Lund Poulsen igen sidder i en ministerstol, er der ingen, der forklarer det med andet end loyalitet. Ikke evner. Ikke en sympatisk personlighed, som sjældent fremhæves hos manden, men alene, fordi »Løkke skylder ham«. Peter Christensen var tillige Løkkes mand i bilagssagen, Carl Holst statsministerens personlige ven. Venstre regner med, at et dygtigt embedsværk kan løfte dem resten af vejen, magten er konsolideret og fordelt blandt støtterne.

Venstre er ikke alene om at være et moderne koncernparti. Socialdemokraterne har længe været det. Et koncernparti karakteriseres ved, at ideologien ikke længere er noget, man føler sig begrænset af. Ligesom enhver anden koncern er de ’værdier’, man leder medarbejderne efter, så tilpas vage og banale, at de kan rumme ethvert kursskifte og enhver politisk beslutning.

Det, der betyder noget for enhver koncern, er markedsandele. Som en af mine venner engang sagde det, er forskellen på at stemme på Venstre og Socialdemokraterne som forskellen på at handle i Kvickly eller i Føtex. Analogien er forbløffende velvalgt.

Koncernpartiet har til formål at maksimere vælgere. På baggrund af grundige markedsanalyser finder man ud af, hvad der for tiden vil sikre supermarkedet en konkurrencefordel. Hvad efterspørger de kunder, der ikke køber i specialbutikkerne?

Det store flertal der bare går efter det bedste tilbud uanset kvaliteten? Når Kvickly-partiet annoncerer stramninger af voldtægtsdomme, sker det derfor straks efter hos Føtex-partiet. Når man er frigjort fra egentlig ideologi, er det let at kopiere ugens tilbud hos konkurrenten.

I Venstre er det folk som Søren Pind, der udgør det alibi, som partiet skal bruge for stadig at fremstå som båret af en reel idé og en passioneret indstilling til politik

Som i enhver anden koncern defineres koncernen af sin direktør og sin topledelse. Denne eftertragtede top kan man komme i betragtning til, hvis man har præsteret et overbevisende salg, men lige så vigtigt er betingelsesløst loyal. Det betyder, at hovedparten af partiets repræsentanter på tinge alene udfylder et rent kvantitativt formål.

De skal stemme for det, som partiledelsen mener, og da man fra starten opdrages til, at målet er magt (fordi de to koncernpartier skiftes til at have ministerposterne), ved man, at holder man blot kæft og stemmer rigtigt, så er ens personlige uduelighed ingen hindring for en fremtidig ministerpost.

Højdepunktet i koncernen er årsmødet hvor ceo’en smøger ærmerne op og leverer en brandtale om, hvordan koncernen regner med at udvide deres markedsandele i det kommende år. Årsmødet i en partikoncern er almindeligvis blottet for egentlig politisk debat, og de småskvulp, der kommer og ødelægger stemningen, kan bekvemt ignoreres af ledelsen, på samme måde som ’kritiske aktionærer’ kun møder et skuldertræk, når de møder op til generalforsamlinger i virkelighedens corporate world.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Partiernes medlemmer ved, at kun loyalitet kan rykke dem op til en betalt stilling i partiapparatet eller i Folketinget. Ikke selvstændige meninger.

Ganske få personer i koncernpartiet kan slippe af sted med at gøre opmærksom på synspunkter, som de selvstændigt har tænkt sig frem til uden om topledelsens dessiner. I Venstre er det folk som Søren Pind, der udgør det alibi, som partiet skal bruge for stadig at fremstå som båret af en reel idé og en passioneret indstilling til politik.

Søren Pinds udskejelser er repressivt tolereret, fordi det giver en autentisk, om end velkontrolleret, ridse i designerpolitikken. Den kan anvendes til at fastholde illusionen om et parti, der bygger på reel politisk ideologi beregnet for de nostalgiske liberale vælgere, der efterspørger lige netop den vare.

Koncernpartiet eksisterer i en frugtbar alliance med landets kommentatorkorps. Fordi de fleste journalister mangler tilpas dannelse til at kunne gennemskue de komplekse filosofiske og idéhistoriske baggrunde for politisk uenighed, og fordi uenighederne blandt koncernpartierne mest består i, om lørdagskyllingen skal koste 29 eller 30 kroner, så kan politik behændigt behandles i medierne som strategiske finter, personopgør og taktiske overvejelser. Hvilket de langt hen ad vejen da også er.

Den skarpeste journalistiske behandling kan således kun svinge sig op på, om tallene stemmer. Sparer man virkelig 1 krone mere på lørdagskyllingen hos Kvickly, eller er der fiflet med tallene? Debatten bliver aldrig dybere, end koncernpartierne er.

Men nu er det, som om befolkningen alligevel har fået nok. Med Carl Holst blev det for alvor tydeligt, hvad der sker, når en partisoldat i koncernen ikke længere kan skelne imellem partiets interesser og interesserne hos den befolkning, han faktisk skal tjene.

Offentlige penge bruges på at realisere koncernens planer, fordi man reelt er blevet ligeglad med befolkningen. Vælgerne er blot et sølle middel, de er intet mål i sig selv. For målet er at hjælpe vennerne i den mafiøse organisation med at nå toppen. Efterhånden er befolkningen ved at være træt af at blive spist af med koncernpolitikere, der ikke er meningsmennesker, men sælgere.

Derfor falder Venstre til et absolut nulpunkt i meningsmålingerne. Fordi folk ønsker sig partier og ikke koncerner, der kunstigt overdriver forskellen imellem dem og konkurrentens næsten identiske varesortiment, fordi koncernerne regner med, at åndsniveauet blandt vælgerne er så lavt, at de ikke bemærker det. Vælgerne er kun interessante som numre i det regnskab, der skal give partiet magten på den politiske bundlinje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I denne uge fik så en ny venstremand, som vælgerne ellers havde kasseret, lov til at stige i graderne, i vennernes parti.

Der er kun én måde at straffe koncernpartiernes arrogance på. Køb dine varer et andet sted.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce