Hvad taler vi om, når vi taler om ytringsfrihed?

De nylige terrorangreb i Frankrig har genoplivet diskussionen om ytringsfrihed i danske og europæiske medier. Men der forekommer ofte en forvirrende sammenblanding af forskellige måder at forstå ytringsfrihed på. Grundlæggende kan vi dog skelne mellem i hvert fald tre betydninger.

1) Den første betydning af ytringsfrihed er den juridiske. I den henseende betyder ytringsfrihed de grundlovs- og konventionssikrede begrænsninger på juridiske indskrænkelser i retten til at fremsætte synspunkter på skrift eller i tale. Kort sagt, at staten ikke må retsforfølge eller straffe folk for at sige eller skrive deres mening. 1) sssss

Og der er gode grunde til at forsvare den juridiske ytringsfrihed. Den moderne liberalismes fader, filosoffen John Stuart Mill, fremhævede, at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat, hvor forskellige synspunkter kan mødes, og at denne type samtale er forudsætningen for, at vi kan vurdere og revidere vores egne synspunkter. Vi bliver kort sagt klogere, hvis vi har mulighed for at udfordre og blive udfordret på vores overbevisninger.

Det er imidlertid værd at bide mærke i, at den juridiske ytringsfrihed ikke er absolut. Tværtimod er både grundlov og konventioner fyldt med anerkendte undtagelser. Tænk på injurier, falsk markedsføring og varedeklaration, brud på mundtlige eller skriftlige aftaler, trusler, eller det klassiske eksempel med at råbe ’Brand!’ i et fyldt teater. I almindelighed er det forbudt at misinformere folk på en måde, som gør skade eller bringer andre i fare.

LÆS DEBAT

Det er også værd at understrege, at den juridiske ytringsfrihed ikke er egentlig truet eller under angreb. Der er ingen politiske partier i Folketinget, som ønsker grundlæggende ændringer i den eksisterende lovgivning, og ingen væsentlige vælgergrupper som ønsker sig partier, der gjorde. Diskussionen begrænser sig til, hvorvidt man skal justere på detaljerne, for eksempel ved at afskaffe racismeparagraffen eller revidere i den del af terrorlovgivningen, som gør det strafbart at opildne til terror.

Men mange tilhængere af ytringsfrihed vil fremhæve, at statens forpligtelser bør være bredere end blot at overholde forbuddet mod at straffe ytringer. I rettighedsfilosofi skelner man således mellem formelle og substantielle rettigheder, og mellem pligten til at respektere og pligten til at beskytte en rettighed. Den substantielle ytringsfrihed nyder personer først, når de kan ytre sig offentligt uden risiko for repressalier, fordi staten ikke blot afstår fra at straffe ytringer, men også beskytter den talende mod andre personer. Antageligt er det denne substantielle frihed, som mange har i tankerne, når de oplever, at ytringsfriheden er truet af terrorangreb.

LÆS DEBAT

Det er imidlertid værd at holde sig to ting for øje angående den substantielle ytringsfrihed. For det første at staten ikke kan, og antageligt heller ikke bør forsøge, at sikre substantiel ytringsfrihed endegyldigt. De fleste af os bor ikke længere væk fra et torv, en ghetto eller et værtshus, hvor man kan provokere sig til et slagsmål, end at vi på ret kort tid kunne få vores substantielle ytringsfrihed krænket, hvis vi ønskede og selv opsøgte det . Meget få ønsker sig antageligt en stat, hvis magt var så allestedsnærværende, at den kunne forhindre ethvert potentielt overgreb, overalt, til enhver tid.

Og ligesom der kan være begrundet uenighed om, hvilke undtagelser der bør være fra den juridiske ytringsfrihed, så er det et åbent spørgsmål, hvordan vi skal fordele statens begrænsede ressourcer til at beskytte ytringer og personer .

2) Den anden pointe er, at som eksemplerne ovenfor illustrerer, så er den substantielle ytringsfrihed i vid udstrækning ikke en selvstændig rettighed, men blot en del af den mere generelle ret til personlig sikkerhed, som garanterer, at man kan leve uden risiko for vold, uanset hvad andre mener om, hvad man siger eller skriver, hvordan man ser ud, hvilke politiske og religiøse overbevisninger, man har, ens seksuelle observans og praksis, om man tilfældigvis er i besiddelse af en ny mobiltelefon, som en anden person godt kunne tænke sig, og så videre.

Der hvor den substantielle ytringsfrihed fungerer som en selvstændig rettighed, det vil sige, hvor den tilføjer en form for beskyttelse for ytringer, som vi ikke i forvejen nyder, er den typisk også mest kontroversiel. Hvilken beskyttelse bør vi for eksempel sikre udenlandske whistleblowers, som har offentliggjort fortroligt materiale i offentlighedens interesse? Eller medarbejdere, som offentligt rejser berettiget kritik af deres arbejdsplads eller arbejdsgiver? I praksis stiller både stat og offentlighed sig i sådanne situationer ikke sjældent på den side, som afviser at beskytte den person, som har ytret sig .

3) Endelig så blandes både den juridiske og den substantielle ytringsfrihed ofte sammen med, hvad vi kan kalde moralsk ytringsfrihed. De færreste mener, at man kun handler moralsk forkert, når man bryder loven. Der er rig lejlighed til at larme, svindle, krænke og på andre måder opføre sig upassende indenfor lovgivningens rammer. Og det er antageligt bedre, at lovgivningen fokuserer på og håndhæver beskyttelse mod de groveste fortrædeligheder, end at kriminalisere enhver måde, vi kan genere hinanden på.

Men man møder ind imellem det synspunkt at ytringsfriheden betyder, at når blot man ikke ytrer sig på en måde, som er decideret kriminel, for eksempel ved at injuriere, så kan det ikke være moralsk forkert at ytre sig.

I værste fald er synspunktet decideret inkonsistent, idet det hævder, at retten til at ytre sig betyder, at andre ikke må ytre kritik af ens egne ytringer. En sådan udgave består ikke den såkaldte universaliserbarhedstest og er meget tvivlsom som moralsk princip.

LÆS DEBAT

Men også den konsistente version, hvor synspunktet hævder, at enhver ytring er moralsk legitim, så længe den ikke er kriminel, er lidet overbevisende. De fleste af os vil anerkende, at det er muligt at ytre sig lovligt på måder, som vi alligevel bør lade være med, fordi det er moralsk forkert. Tænk på mobning, personlig tilsvining, intimidering, eller politikere, som fører deres vælgere bag lyset med hensyn til deres politiske intentioner.

Vi har da også udmærkede tommelfingerregler om, at det i almindelighed er forkert at lyve eller såre andre. Det betyder selvsagt ikke, at enhver ytring, som fører nogen bag lyset eller sårer nogen, er moralsk forkert. For eksempel synes det helt oplagt, og i modsætning til hvad den tyske filosof Immanuel Kant notorisk hævdede at være moralsk tilladeligt, at lyve overfor en gal mand med en økse, som spørger hvor ens ven har gemt sig. Men vi bør i situationer, hvor vi sårer andre eller fører dem bag lyset overveje, om de grunde, som taler for at ytre sig på en sådan måde, er tilstrækkeligt stærke, til at de kan opveje de forhold, der taler imod.

Alle tre varianter af ytringsfrihed er komplekse fænomener, som fordrer afvejning af grunde for og imod, hvilket udelukker de enkle og absolutte svar, mange synes at foretrække. Men de er for vigtige til, at vi kan tillade os at blande dem sammen eller bilde os ind, at virkeligheden er mere enkel og mindre nuanceret, end den er.