Meget kan man sige om Donald Trump, men på et punkt rammer han ikke helt ved siden af. Sammen med den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders har han gjort noget så tørt som handelsaftaler til hot stuff i den amerikanske valgkamp.
Handelsaftaler har ellers længe fået lov at gå ubemærket hen under dække af nødvendighedens politik. De har været indiskutabelt gode ifølge en nyliberatistisk logik, der ikke for alvor er blevet udfordret.
Men tiden, hvor teknokrater kunne forhandle handelsaftaler i fred, er endegyldigt slut i USA. Selv establishment-kandidaten Hillary Clinton har erkendt, at politikerne har lovet guld og grønne skove, når de har lavet handelsaftaler, men at resultaterne har været knap så prangende.
LÆS KRONIK
Skepsissen har også bredt sig til Europa. TTIP-aftalen med USA og Ceta-aftalen med Canada har trukket europæere i hundredtusindvis på gaden i protest.
Endelig bliver der sat spørgsmålstegn ved, om handelsaftalerne rent faktisk leverer det, som EU-lederne påstår. Om aftalerne i virkeligheden forstærker ræset mod bunden, hvad angår løn og arbejdsvilkår. Om de betyder færre jobs til europæerne og flere privatiseringer af vigtig offentlig infrastruktur.
Både TTIP og Ceta byder EU at gå på kompromis med den enkeltes rettigheder, vores forbrugerbeskyttelse og vores miljø- og fødevaresikkerhed.
Ceta-aftalen indeholder for eksempel en domstol, der giver multinationale virksomheder lov til at sagsøge den danske stat med krav om erstatning for potentielt mistede fremtidige indtægter, hvis vi eksempelvis indfører strammere miljø- eller arbejdsmiljølovgivning.
Hvis Ceta bliver underskrevet på torsdag, skal den ratificeres i de nationale og regionale parlamenter i hele EU
På den måde kan multinationale selskaber bremse alle forsøg på at forbedre lovgivning om miljø, fødevaresikkerhed og arbejdstagerrettigheder, og derudover er europæernes databeskyttelse og privatliv heller ikke sikret i aftalen, advarer EU’s forbrugerorganisationer.
Søren Pind har afvist, at Ceta-aftalen betyder, at Danmark afgiver suverænitet. Konklusionen fra Justitsministeriet er dog mistænkeligt belejlig for regeringen. På den måde undgår den nemlig en folkeafstemning om aftalen.
På begge sider af Atlanten har aftalen kostet uendelig mange embedsmands- og politikerkræfter. Derfor er den canadiske handelsminister, Chrystia Freeland, nok heller ikke den eneste, der vil være grædefærdig over at se aftalen gå i vasken på grund af folkelig modstand.
Men ved at affeje al kritik som helt gakkelak nonsens fra uvidende handelshadere har nationale og europæiske politikere nok selv fået de folkelige protester mod aftalen til at flamme op.
Og nu er det netop en folkelig modstand, der kan forhindre Ceta-aftalen i at blive underskrevet i Bruxelles på torsdag. Valloniens 3,5 mio. borgere har nemlig vetoret på Belgiens tilslutning til aftalen. Derfor kan et mindretal på mindre end 1 pct. af EU’s borgere blive vores redning.
Nu er EU’s ledere fanget: Vrider de armen om på ryggen af vallonerne for at få dem til at underskrive Ceta, vil de bekræfte mange europæeres opfattelse af, at EU-toppen ikke har andet end arrogance tilovers for demokrati og folk.
Skriv kommentar