I 1990'erne talte Mogens Lykketoft med glimt i øjet om dansk økonomi som »humlebien, der kan flyve«. Mogens henviste til, at det stred imod tidernes gængse visdom, at en samfundsmodel som den danske overhovedet kunne få succes. Det var som humlebien: I teorien kan den ikke flyve, men den gør det alligevel.
Men når udlandet kigger på Danmark, så er det ikke et mirakel, at den danske samfundsmodel har været en succes. Rapport efter rapport, undersøgelse efter undersøgelse viser det samme. At vores velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel i virkeligheden er en opskrift på et succesfuldt samfund. Hvis man vil blive i dyreriget, kunne man sige, at den danske samfundsmodel er en bjørn. Stærk, og når alt kommer til alt, sine konkurrenter overlegen.



























