Diskussionen om officiel dansk deltagelse i OL i Kina viser den ufattelige dobbeltmoral som præger dansk udenrigspolitik. Skal repræsentanter for det officielle Danmark deltage i de Olympiske Lege I Beijing – eller skal de udeblive for at vise en symbolsk protest mod den politiske ufrihed i værtslandet Kina? I Enhedslisten er vi tilhængere af det sidste, men (og her er vi lodret uenige med Dansk Folkeparti, der også støtter officiel boykot) vi mener slet ikke, at en boykot af OL er nok. Der er brug for et langt mere grundigt opgør med Danmarks relation til Kina og andre stater, der krænker deres indbyggeres grundlæggende rettigheder. Forskellige regler for forskellige lande Regeringens Kinapolitik er et udtryk for den dobbeltmoral, som præger dansk udenrigspolitik: Forskellige regler for forskellige lande. Regler, som ikke dikteres af principper eller moral, men af økonomiske og handelsmæssige interesser. Kina er et et-parti diktatur. Der findes ingen lovlig opposition. Journalister, kritikere, menneskerettighedsforkæmpere og fagforeningsaktivister fængsles eller udsættes for voldelige overgreb. Tvangsarbejde og børnearbejde er udbredt. I det besatte Tibet har den oprindelige befolkning oplevet årtiers undertrykkelse og kinesisk ”genskoling” Alligevel er Kina en af EU og Danmarks vigtigste samhandelspartnere. Danske erhversdelegationer farter til landet og modtages med åbne arme af det enevældige regeringsparti - der sjovt nok stadig kalder sig kommunistisk. Sidste år havde Enhedslisten besøg af en kinesisk undergrunds-fagforeningsaktivist. Han bemærkede det absurde i, at verdenssamfundet inkl. Danmark højlydt protesterede mod Burmas overgreb – og at landet blev ramt af sanktioner. Kina derimod – der får Burmas regering til at ligne et spejderkorps – behandles med både respekt og forsigtighed. Hvilke diktatorer er banditter? Også rent personligt er Statsministeren god til at forskelsbehandle diktatorer. I sommers kaldte Anders Fogh Zimbabwes præsident Mugabe for en bandit. Og ja, Mugabe er en bandit, der brutalt undertrykker oppositionen i sit land. Men helt ærlig, når det kommer til overgreb på opposition og fagforeninger, når Mugabe ikke Kina til sokkeholderne. Derfor spurgte Enhedslisten statsministeren, om han også anså f.eks. Kinas præsident Hu Jintao, Colombias præsident Uribe eller Saudi Arabiens Kong Abdullah som banditter. Det ønskede Statsministeren ikke at svare på.Tips til diktatorerne Dobbeltmoralen er altså i top. Eller måske nærmere: Manglen på en konsistent moral. Et diktatur skal sådan set bare sørge for at opnå tilstrækkeligt gode handelsrelationer med Danmark og EU og vupti; så er de garanteret mod seriøs kritik fremover. Det er netop, hvad der er sket i tilfældet Kina. Vesten var så forhippet på at gøre Kina til en del af det kapitalistiske verdensmarked, at man har lukket øjnene for den politiske ufrihed og for de elendige forhold, landets arbejdere udsættes for. I dag er Kina den vigtigste motor i det såkaldte ”kapløb mod bunden”, hvor landene i verden konkurrerer om at tiltrække virksomhederne ved at have den laveste løn og de dårligste betingelser for arbejderne. Titusindvis af job fra Europa og USA er udflyttet til Kina og overtaget af underbetalte arbejdere, der arbejder på slavelignende vilkår. Skrot den kvalmende dobbeltmoral Hvad bør man så gøre nu? Svaret er ikke målrettede handelssanktioner mod Kina. Mange andre lande har arbejdsforhold, der svarer til dem i Kina. Kina skal ikke forskelsbehandles – heller ikke negativt. Svaret er nærmere at indføre regler for den globale handel. Regler, der kræver, at de varer, der eksporteres, skal være produceret under ordentlige forhold. Med andre ord: Respekt for menneskerettighederne og respekt for arbejdernes rettigheder – herunder retten til at danne fri fagforeninger, hvilket i dag er ulovligt i Kina. Spørgsmålet om officiel boykot af OL er altså ikke det vigtigste. Men det kan naturligvis have en vigtig symbolsk værdi, hvis en række landes officielle repræsentanter udebliver. Det vigtigste er, at OL og den større fokus på den politiske og faglige ufrihed i Kina bør blive et springbræt for en grundig diskussion af, hvordan vi bedst kan støtte kinesiske arbejdere, kritiske journalister og oppositionsgrupper i at få skabt en demokratisk udvikling i landet – og derudover at komme af med den kvalmende dobbeltmoral i dansk udenrigspolitik.