Jeg har altid været af den opfattelse, at Margrethe Vestager og den radikale ledelse - ligesom jeg - så det som en helt central opgave i dansk politik at fratage Dansk Folkeparti den enorme politiske indflydelse, som partiet har haft i det seneste årti. Men efter de seneste ugers politiske udvikling er den opfattelse blevet alvorligt udfordret. De radikales ageren sikrer ikke bare Dansk Folkeparti nye stramninger. Forløbet sætter også store spørgsmålstegn ved, om Vestager er et sikkert kort, hvis man ønsker et nyt og levedygtigt politisk flertal i Danmark. Indrømmelser til Pia Kjærsgaard
I årevis har det været fast tradition, at Dansk Folkeparti får vekslet deres stemmer for de borgerlige partiers nedskæringer på velfærden og skattelettelser til toppen med nye stramninger på rets- og udlændingepolitikken. Den byttehandel er vi blevet vant til. Men at det nu er den radikale folketingsgruppe, der sikrer Pia Kjærsgaard endnu en runde i rampelyset og en ny stribe af reelle og symbolske stramninger, er mildest talt en ubehagelig overraskelse. Vi kender endnu ikke omganget af de indrømmelser, som Dansk Folkeparti vil indkasserer. Men vi ved allerede nu, at en grænseaftale (der blandt andet har til formål at sikre, at nordafrikanske flygtninge ikke bevæger sig ind over Danmarks grænse) og endnu en omgang højere straffe er en del af den betaling, som Pia Kjærsgaard kan inkassere. Manøvren med rent formelt at dele de to forhandlingsforløb op i to, er komplet ligegyldig. Alle - også de radikale - ved, at Dansk Folkeparti får betaling for at støtte forringelser af efterløn og pensionsalder. Hvis ikke det var for de radikale, kom der ikke nogen aftale. Og hvis ikke Pia Kjærsgaard fik sine sædvanlige indrømmelser, ville der ikke være flertal. En fjer i hatten til Lars Løkke
Men de radikales soloshow har ikke bare sikret Dansk Folkeparti ny indflydelse. Bliver aftalen indgået, er det også en fjer i hatten til regeringen, der har fået sat en kile ind mellem oppositionens partier. Og efter måneder hvor oppositionen har haft solid føring i meningsmålingerne, vinder VKO nu frem. Man kan godt forstå, at Lars Løkke har svært ved at tørre smilet af ansigtet. Jeg forstår simpelthen ikke det radikales politiske ledere. Det er fair nok, at de radikale vil af med efterlønnen - det har aldrig været en hemmelighed. Jeg er som bekendt lodret uenig og mener, at der findes langt mere solidariske og retfærdige måder at få balance i økonomien. Men er en forringelse af efterlønnen virkelig så vigtig, at det er acceptabelt at sikre Pia Kjærsgaard ny indflydelse? Er efterlønnen så vigtig for de radikale, at man er villig til at sætte oppositionens muligheder for at få afsluttet ti års borgerligt regime på spil? Hvad med socialpolitikken, klima- og miljøpolitikken, udlændingepolitikken og uddannelsespolitikken? Alle de områder vil lide kolossal skade, hvis de borgerlige fortsætter på magten efter et valg. Er de radikale et sikkert kort?
Forløbet rejser desværre også alvorlig tvivl om Vestagers rolle, hvis vi får en ny regering. Vestagers vilje til - på trods af omkostningerne - at alliere sig med de partier, der har misrøgtet Danmark de sidste ti år, gør i hvert fald mig bekymret. Når de Radikale kort før en helt afgørende valgkamp kan finde på at alliere sig med VKO, hvordan kan vi så vide, at de ikke vil gøre det samme, hvis det lykkes os at få en ny regering? Kan vi være sikre på, at de radikale ikke laver en Bondam? Det er fint, at Vestager siger, at hun peger på Helle Thorning. Men hvad nu, hvis de radikale efter et halvt eller et helt år igen lader sig lokke af de borgerlige og Dansk Folkeparti til at bringe regeringen i mindretal? Sker det, er det desværre ikke en usandsynlig konsekvens, at vi får endnu et årti med borgerlige regeringer i skyggen af Dansk Folkeparti - med alle de skadevirkninger, det vil have for vores samfund. De sidste ugers politiske forløb efterlader ingen tvivl. Hvis man vil være sikker på, at vi får et nyt politisk flertal i Danmark, skal der skabes flertal uden de radikale. Et flertal bestående af Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne.