Jeg havde denne klumme i dagnes avis som en reaktion på den forfærdelige situation i Gaza. Lægger den hermed på bloggen til debat. /Johanne Særtilfældet Israel Lørdag indledte Israel det voldsomste angreb mod palæstinensisk område i flere år. Ved hjælp af højteknologiske F16-jagerfly og apache-helikoptere bombede Israel den tætbefolkede Gaza-stribe, hvor halvanden million mennesker lever under rene slumforhold. Området er på størrelse med Langeland. Det er ikke nyt, at Israels politik dræber palæstinensere. Lørdagens horrible angreb markerer bare et nyt ”højdepunkt”. I de seneste måneder har Gaza været præget af det, palæstinenserne kalder silent deaths. Den nu to år gamle israelske blokade af Gaza-striben betyder, at hundredvis af palæstinensere har mistet livet. Dødsårsag: mangel på basal medicin såsom insulin, kombineret med massiv fødevaremangel. Særligt de ældre og de syge er bukket under for blokaden. Ifølge den israelske stat er lørdagens angreb udelukkende en defensiv reaktion, der skal tvinge Hamas og andre militante palæstinensiske grupperinger til at standse de raketangreb som grupperne de seneste uger har rettet mod byer i det sydlige Israel – stort set uden at ramme noget som helst. Mens de palæstinensiske angreb beskrives som inhumane terrorhandlinger, fremstilles de langt mere dødbringende israelske angreb som forsøg på at genskabe fred og ro. Det er en sær omvendt logik: Et besat folk udråbes som terrorister, samtidig med at besætterne kategoriseres som demokratiske fredsskabere. Israels særstatus Og netop den logik får da også kun gennemslagskraft, fordi Vesten gennem årtier har givet Israel en helt unik særstatus. Mens andre besættelsesmagter er blevet udsat for både sanktioner og invasioner fra det internationale samfund, har Israel i mere end 40 år kunnet fastholde besættelsen af de palæstinensiske områder. Heller ikke Israels bevidste og velplanlagt kolonisering af de palæstinensiske områder gennem hundredvis af bosættelser er for alvor blevet fordømt af det internationale samfund. Tværtimod tilgodeses Israel, f.eks. i toldsamarbejdet med Europa – og netop nu planlægger EU at styrke samarbejdet med Israel. Vestens dobbeltmoral og tilsidesættelse af palæstinensernes basale rettigheder er ikke bare en tragedie for palæstinenserne. Det er en tragedie for verden. Den fortsatte besættelse og konstante ydmygelse af palæstinenserne er uden tvivl en af de mest effektive måder at skabe opbakning til det reaktionære islamistiske Hamas – og til terrororganisationer som Al Qaida. Dé kan med rette henvise til hulheden i Vestens snak om demokrati og menneskerettigheder og derved tale til den følelse af magtesløshed, som er så udbredt i den arabiske verden. Små indrømmelser Det mest tragiske er, at en permanent fredsløsning i realiteten kræver få og små indrømmelser fra Israel. Et stort flertal af palæstinenserne har opgivet kravet på deres oprindelige hjemland og kræver nu alene, at Israel trækker sig tilbage fra de områder, der blev besat i 1967 – samt en løsning for de palæstinensiske flygtninge. Israel er hundrede procent afhængig af amerikansk militær og økonomisk støtte, og af samhandel med EU. Derfor vil en fredsløsning (til gavn for både palæstinensere og israelere!) formentlig hurtigt kunne opnås den dag, der er politisk vilje til at presse Israel økonomisk. Af en eller anden grund sker det bare ikke – for særtilfældet Israel.