Pia Kjærsgaard er en svindler

Lyt til artiklen

Pia er en gemen svindler. Mindre kan ikke gøre det. Når kameraerne kører, taler hun om de lavtlønnede og om pensionisterne. Men lige så snart kameraerne er slukket, og forhandlingerne er i gang, så er det Overdanmark, Pia arbejder for. Hvis ikke det stod klart før forhandlingerne om skattereformen, så må al tvivl i hvert fald være udryddet nu. DF leverer de afgørende stemmer For det er Dansk Folkeparti, der kommer til at lægge de afgørende stemmer til regeringens skattereform. En reform, der giver pensionister og lavtlønnede nul og niks, mens den til gengæld sikrer overklassen – dem med million-indtægterne – skattelettelser på mange tusinde kroner. Reformen er simpelthen den mest ulige reform i nyere Danmarkshistorie. Men desværre er Kjærsgaard en dygtig svindler. Det lykkes hende igen og igen at fremstå som den lille mands fortaler. Recepten er enkel. Vi har set det igen og igen. Regeringen fremlægger et dybt asocialt udspil, hvorefter Dansk Folkeparti kommer som den lille mands korsridder og får et par symbolske indrømmelser, der gør balancen en smule mere social. Derefter praler DF med sejren: Pia Kjærsgaard har endnu engang gjort noget for de lavtlønnede og for pensionisterne. Siger hun. Det hele er selvfølgelig nøje indstuderet og klappet af på forhånd. De ”indrømmelser”, Dansk Folkeparti opnår, har VKO kalkuleret med. Hold øje med mellemskatten Netop sådan et show udspiller sig i disse dage. Efter at regeringen har lempet oppositionen ud af forhandlingerne, kan spillet begynde. Dansk Folkepartis Thulesen Dahl kan med alvor i stemmen sige, at DF vil have en mere socialt balanceret reform. Men læg nøje mærke til, hvad det er, partiet kræver. De vil have lettelsen i topskatten på 1,5 procent taget af bordet. Det krav er der stor sandsynlighed for, at de kommer igennem med – og efterfølgende vil de med brede smil påpege, at netop de fik trukket reformen i en mere social retning. Der er bare et lille problem: Det er ikke først og fremmest sænkelsen af topskatten på 1,5 procent, der gør regeringens skatteudspil til en socialt skæv rigmandsreform. Det er afskaffelsen af mellemskatten på 6 procent. For mellemskatten er i virkeligheden en topskat. Den træder fra i år i kraft ved samme beløbsgrænse som topskatten. Og det er fjernelsen af netop mellemskatten, der betyder, at regeringens udspil vil give enorme skattelettelser til millionærerne og direktørerne i toppen af samfundet. Og mellemskatten har DF sjovt nok ikke sagt et pip om. Pia Kjærsgaard sidder med nøglen Lur mig om det ikke netop er det, der vil ske. DF får fjernet topskattelettelsen og fejrer sig selv som Danmarks sociale samvittighed, mens fjernelsen af mellemskatten bevares. Hvis journalisterne er kvikke nok til at spørge, hvorfor DF ikke krævede mellemskatten bevaret, vil Kjærsgaard og hendes musketerer i DF sikkert svare, at man jo må give indrømmelser, når man deltager i forhandlinger. Det argument holder bare ikke. For realiteten er, at hvis ikke DF lagde stemmer til reformen og dens skattelettelser til millionærerne, så blev reformen slet ikke til noget. I stedet for at få små symbolske indrømmelser, kunne DF altså vælge helt at blokere for rigmandsreformen. For uden Pia, intet flertal. Pia Kjærsgaard sidder kort og godt med nøglen til at stoppe den mest ulighedsskabende og socialt uretfærdige reform i nyere tid. Hun sidder med nøglen til at sikre, at lavtlønnede og pensionister ikke skal betale for mere luksus til de rigeste. Hun sidder med nøglen til at sikre, at der er penge til velfærdsforbedringer Men hun bruger den ikke. Hun vil hellere snyde sine vælgere blandt de lavtlønnede og pensionisterne endnu engang. Hvor længe mon den går?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her