En sikker flyvetur til Bagdad. Det er hvad Danmark kan garantere de 282 irakiske asylansøgere, der netop nu venter på, at politiet banker på deres dør med en enkeltbillet. For når først flyet lander, ophører sikkerhedsgarantierne. Torsdag d. 21. maj kostede selvmordsbomber 26 mennesker livet i de irakiske byer Bagdad og Kirkuk. 282 symboler på ”fast og fair” I sidste uge besøgte jeg Brorsons Kirke, hvor omkring 100 afviste irakiske asylansøgere har søgt tilflugt. En ung mand spurgte mig på flydende dansk, hvorfor udenrigsministeriet fraråder danske statsborgere at tage til Irak, når man nu vil sende ham og hans lillebror dertil. Han kom til Danmark som 15-årig med sin familie, og hvis han består kemi, bliver han student til sommer. Gennem de seneste otte år har familien boet på syv forskellige asylcentre. Både FN og Amnesty fraråder at tvangshjemsende mennesker til Irak. Når irakerne alligevel skal sendes hjem, skyldes det, at de ufrivilligt personificerer den danske udlændingepolitik. 282 symboler på ”fast og fair”. Fra Rønn Hornbech til socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen argumenteres der med, at de afviste irakere ikke har krav på beskyttelse. Flygtningenævnet har vurderet, at de ikke er individuelt forfulgt, og at Irak er et sikkert land. Det politiske ansvar tørres altså af på nævnet: ”Nævnet er uafhængigt – vore hænder er rene”. Men Flygtningenævnets afgørelser træffes på grundlag af dansk lovgivning, og flygtninges internationale ret til beskyttelse fortolkes herhjemme ekstremt snævert. At lovgivningen ser ud som den gør, er det politiske flertal ansvarlig for. Danmark deltog i krigen Jeg behøver næppe minde nogen om, at den danske regering tog aktivt del i den krig, der er hovedårsag til, at størstedelen af de afviste irakere nu har ventet mellem 6 og 11 år i danske asylcentre. Alene den ekstremt lange ventetid burde berettige til opholdstilladelse – og som besættelsesmagt bærer vi et særligt ansvar for de mennesker, der er tvunget på flugt. Omkring fire millioner irakere er fordrevet. Langt størstedelen lever i Iraks nabolande. Ganske få har fundet vej til Vesten og endnu færre til Danmark. Rønn Hornbechs reaktion på irakernes råb om hjælp var følgende: ”For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke”. Ud over at generalisere på det groveste, blotter ministeren en total mangel på forståelse for irakernes situation. At irakerne har søgt tilflugt i en kirke handler ikke om religion, men om desperation, liv og død. Umenneskelig jublen og økonomisk afpresning Da Lars Løkke underskrev hjemsendelsesaftalen med Irak, jublede han over den danske ”sejr”. Jublen beskriver skræmmende præcist den kynisme, der præger dansk udlændingepolitik. Det er småligt, at regeringen ikke vil tage ansvar for de 282 irakeres liv og sikkerhed. Og det er umenneskeligt at juble over, at de afviste irakere skal sendes til et land, hvor der sprænges bomber hver eneste uge. Oven i købet viser det sig, at den danske regering afpressede Irak for at få dem til at skrive under. Enhedslisten har afsløret, at man simpelthen truede den irakiske regering med, at fratage dem den bistand vi bidrager med til genopbygning. Planerne om at tvangshjemsende de 282 irakere er måske fast, men ikke fair. Og regeringen skylder den unge mand i Brorsons Kirke et svar: hvorfor er Irak sikkert for ham, når danske statsborgere opfordres til at forlade landet straks? Støt irakerne Hvis du vil støtte irakerne kan du gå ind på www.kirkeasyl.dk . Her kan du bl.a. bidrage økonomisk og hente løbesedler du kan printe ud og dele ud hvor du bor. Du kan også vise din støtte ved at melde dig ind i gruppen ”Irakerne i kirken” på facebook.