JA, UNDSKYLD, men det kommer til at knibe med kammertonen her i min sidste klumme som Læsernes Redaktør. Det gjorde det også, da jeg lige var tiltrådt. En af de første klager drejede sig om en artikel om Danmarks Radios økonomiske problemer, og her kunne skribenten ikke holde rede på millioner og milliarder. »Jamen, den slags tal siger mig ikke noget. Hvad skulle jeg have gjort?«, lød det spagfærdigt, da jeg smækkede avisen op og begyndte at regne højt. »Du kunne prøve at slå forstanden til«, svarede jeg med høj og klar røst. Der blev helt stille i lokalet, og jeg blev i et nu klar over, at den slags grovheder måtte jeg lægge langt, langt væk. Siden er jeg blevet så diplomatisk, at jeg næsten får kvalme over det. Fra på mandag overtager Bjarne Schilling posten som Læsernes Redaktør. Med sine syv års erfaring som bagsideredaktør skal Bjarne nok finde en tone, der passer. Nogle fejl kalder på et glimt i øjet. SKRIVEBORDET ER næsten ryddet. Den vigtigste uløste sag er en ansøgning om støtte til en videnskabelig undersøgelse af fejl og mangler i danske medier. I første omgang har Roskilde Universitet, der har lavet ansøgningen sammen med de tre ' nyhedsombudsmænd' Lars Bennike, TV 2, Jacob Mollerup, DR, og undertegnede, fået afslag fra både Dagspressens Fond og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Forskningsrådet beskriver dog projektet som »spændende, interessant og støtteværdigt«, så Mark Blach-Ørsten, RUC, og andre medieforskere går videre med det. Ingen ved noget om, hvor mange fejl der er i danske medier. Vi ' nyhedsombudsmænd' ved, at fejlene irriterer læsere/lyttere/seere grænseløst. Vi ved også, at det gavner mediernes troværdighed at indrømme fejl. Men vi ved ikke, hvor mange fejl vi taler om. Jeg besvarer på en almindelig dag 20-30 henvendelser. Mange påtaler de samme fejl, så på Politiken ligger vi som hovedregel under ti fejl om dagen. Vel at mærke ti konstaterede fejl. Der findes amerikanske undersøgelser, som jeg omtalte i klummen 'Fejlene fosser ud af aviserne' 31. maj 2008. Resultaterne er nærmest skræmmende: Der er fejl i 40 til 60 procent af alle avisartikler. Så på med vanten, Bjarne. På Politiken er der nu til dags en positiv indstilling til at rette fejl. Hverken chefredaktør Tøger Seidenfaden eller yngste praktikant bryder sig om at optræde - anonymt ganske vist - i Fejl og Fakta. Men jeg har kun været nødt til at vride armen om på mere løst tilknyttede skribenter. PÅ SKRIVEBORDET ligger også en evigt aktuel diskussion om journalistiske genrer. Hvordan holder vi nyheder, reportage og interview adskilt fra kommentarer? Hos os drejer det sig oftest om forholdet mellem analyser, der i mine øjne hører til i nyhedsafdelingen, og kommentarer, der hører til på debatsiderne. I en analyse gør skribenten rede for forskellige elementer i en sag og prøver måske, men ikke nødvendigvis, at forudse den videre udvikling. Men en analyse tager ikke stilling til, om noget er godt eller skidt. Det er derimod hovedformålet med kommentarer ( og ledende artikler). På redaktionen debatterer vi af og til, om en ' analyse' nu også er en ' analyse' eller snarere en kommentar. Det kan for udenforstående lyde som flueknepperi. Men gode analytikere kan sagtens holde deres egne meninger om en given minister eller skandale uden for og alligevel give stof til eftertanke. Det drejer sig om varedeklaration, og det lykkes ikke altid. Så her er noget at holde øje med, Bjarne. Det gælder også journalister, der skiftevis skriver ledende artikler, kommentarer og nyhedsreportage om de samme emner. Jeg mener, at journalister må vælge: Enten skaffer vi på læsernes vegne oplysninger om, hvad der foregår ude i verden, ellers også har vi meninger om verdens gang. Jeg bliver skeptisk læser, når jeg opdager, at en nyhedsartikel er afsæt for en kommentar. Hvordan bliver næste nyhedsartikel, når man først har grebet forkert i en kommentar? Udelader man så det, der ikke passede ind i konklusionen? ENDELIG ER DER nederst i bunken de vanskeligste diskussioner, jeg har med chefredaktionen: nemlig om habilitet. I retningslinjerne for Politikens journalistik og etik står, at »alle ansatte skal undgå sammenblanding af journalistisk arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art. Medarbejderne skal derfor afholde sig fra enhver disposition (...), der kan skabe tvivl om denne uafhængighed«. Nøgleordene er »kan skabe tvivl«. Derfor mener jeg, at man ikke både kan være fast tilknyttet et forlag og anmelde bøger fra samme forlag, eller at man både kan være teaterredaktør på Politiken og medlem af Kulturministeriets teaterudvalg. Jeg har ingen konkret grund til at tro, at de pågældende misbruger deres stilling. Men med habilitet er det nødvendigt at iagttage den yderste rettidige omhu. Men ellers, kære Bjarne, er det som fod i hose. Vore skrivende og redigerende kolleger laver fejl, og du retter dem. Du vil hurtigt opdage, at hver eneste fejl havde kunnet undgås. Men når man laver så mange spalter tekst hver dag, kan kvalitetskontrollen ikke fange alt. Du har ivrige hjælpere, der af og til opleves som brokkerøve. Men de opdager stort set alle fejl. Tak for hjælpen. PS: Vi kaldte ham Kim Christensen.