MED ET fint udtryk hedder det akustisk feedback, og udtrykket i sig selv lyder næsten positivt. Feedback kan vi snart ikke få for meget af. Med et mere dagligdags udtryk hedder det rundhyl eller selvsving, og det er til gengæld ikke rart. Den slags opstår inden for musikken typisk, når et rockbands lydanlæg går grassat: Lyden fra højttalerne fanges af mikrofonerne og bliver forstærket og sendt ud gennem højttalerne - og bliver så opfanget af mikrofonerne igen, og det lyder aldeles afskyeligt, når anlægget går i selvsving. Det ved vores politiske analytiker Peter Mogensen bedre end så mange andre. Ved koncerten på Rådhuspladsen i København til fordel for de afviste irakiske asylansøgere i sommer sprang han ud som guitarist - jeg har sågar også hørt ordet sanger blive brugt. Man kan i allerhøjeste grad diskutere, om bladets medarbejdere skal optræde ved den slags støttekoncerter, men teknisk set var lydsiden i orden. Selvsving hørte jeg ikke noget af. Jeg oplever det dog ikke som noget voldsomt savn, at koncerten ikke fås på cd. ROALD ALS, der også verbalt kan være forfriskende ondskabsfuld, kom med sin helt egen vurdering, da han mødte Peter Mogensen på avisen efter koncerten: »Du spiller bedre guitar, end du skriver«. Da Peter Mogensen trods alt er ansat som politisk analytiker og ikke guitarist, skulle vi måske se på hans analytikerrolle - gjorde han sig skyldig i meddelagtighed i selvsving i den forløbne uge - og gjorde resten af avisens medarbejdere? Jeg tænker selvfølgelig på al den snak om regeringsomdannelse, hvor medierne faldt over hinanden for at udlægge snart sagt alt som et bevis på, at en stor rokade var lige oppe over. Jeg er ikke i stand til at vurdere, hvor det begyndte - men var vi med til at bringe medierne i selvsving? Peter Mogensens analyse i vores mandagsavis havde overskriften ' Hva' så med den rokade, Lars Løkke?'. Og konklusionen var klar: »Da der ikke findes argumenter for at vente, vil rokaden komme snarest«, skrev han. Nu er ordet ' snarest' ikke et af de mest præcise i det danske sprog. Jeg ved af erfaring, at hvis en kilde i et ministerium eller på et advokatkontor lover at sende noget materiale ' snarest', kan det sagtens betyde ' inden for tre uger'. Men en regeringsomdannelse vil altså komme snarest, kunne vi forstå, og det synspunkt var Peter Mogensen bestemt ikke alene om. Læserne ved godt, at analytikere normalt har længere snor end nyhedsjournalister, og sådan bør det også være. Men alligevel nåede jeg at blive næsten desperat efter konkrete holdepunkter for, at en regeringsomdannelse vitterlig var på vej. Da den konservative leder, Lene Espersen, på vores mandagsforside foreslog at forringe efterlønnen - hvilket regeringspartneren Venstre måske nok går og drømmer om, men officielt bestemt ikke kunne drømme om - da blev det taget som et tegn på, at hun havde brug for at vise styrke før en snarlig regeringsomdannelse. Da tirsdagens pressemøde efter ministermødet blev aflyst, var det i medierne et sikkert tegn på en forestående regeringsomdannelse. Ministrene skulle mødes til seminar senere på ugen, lød den of-ficielle begrundelse for aflysningen, men den lod medierne sig ikke spise af med - og det skal vi selvfølgelig heller ikke. Vi skal researche videre for fuld kraft for at få bekræftet eller afkræftet, at en rokade er på vej, for vi skal være sikre i vores sag, inden vi går til tasterne. Især i tv blev der talt regeringsomdannelse i ét væk, og på politiken. dk gjorde vi også meget ud af sagen og bad læserne om at stemme på deres foretrukne ministerkandidater. ONSDAG VAR det omsider, som om rundhylet i ørerne fortog sig noget, da det heldigvis var lykkedes os at opdrive noget så sjældent som en rigtig levende politiker fra et regeringsparti, som bekræftede, at en omdannelse var på vej: Den konservative gruppeformand, Henriette Kjær, erklærede til citat, at hun troede på en stor rokade. Selvfølgelig skal en politiker sørge for at profilere sig i pressen, så vælgerne ikke glemmer vedkommende, og måske er der også et vist mål af ønsketænkning i Henriette Kjærs udtalelser, fordi hun længes efter igen at blive minister. Men hun har dog som politisk ordfører en sådan tyngde og må formodes at have så stor indsigt i det politiske spil, at hendes udmelding var endog særdeles interessant. I samme artikel citerede vi Lars Løkke Rasmussen for, at: »Jeg kan sige med bestemthed, at jeg har ikke nogen planer om at lave en regeringsrokade«. Sådan skal statsministeren sige, forklarede kommentatorerne, og i mine øregange fortsatte selvsvinget. SIDST JEG for alvor begik politisk journalistik, hed statsministeren Poul Schlüter, og pressemøderne efter ministermøderne foregik i Grønlandsværelset i Statsministeriet, hvor vi sad og smed papirflyvere op i prismelysekronen, indtil statsministeren dukkede op. Så rejste vi os - af respekt for embedet - hvorefter en kæderygende Schlüter gik i gang med at gennemgå ugens lovforslag. Han var ikke lige velbevandret i dem alle, men kreativiteten var også stor. Det var dengang, regeringen satte sine embedsmænd til at finde på nye indtægter, og et af forslagene var en afgift på at hugge hul i isen. Selv om vi har skattestop, kunne man da genoverveje en afgift på isfiskeri, nu da frosten bider, og statens underskud vokser. Det er i hvert fald en ide, skatteministeren bør overveje. Den nye skatteminister, selvfølgelig. For jeg har hørt, at en regeringsomdannelse er lige oppe over. Da der ikke findes argumenter for at vente, vil rokaden komme snarest.