0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vis mig din tv-serie, så skal jeg ...

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kender du situationen? Du har gæster, der aldrig har været i dit hjem før. Og selvfølgelig er støvet i krogene fjernet, papirer og aviser er stuvet af vejen og kødgryden på komfuret dufter lifligt, mens du leger kok.

Det er jo vigtigt med et godt førstegangsindtryk.

Men hvad gør gæsterne? Med velkomstdrikken i hånden lister de umærkeligt hen mod bogreolerne. Og lader blikket glide hen over titlerne. Det er den afgørende test. Mottoet er enkelt: Vis mig dine bøger, så skal jeg sige dig, hvem du er.

Gæsterne ved selvfølgelig ikke, om du har læst alle bøgerne. Men det standser ikke de mest ihærdige. De kan finde på at tage en bog ud af reolen og tjekke, om siderne er lige så uberørte af menneskehænder, som da de blev sprøjtet ud fra trykkeriet.

Under alle omstændigheder er der en sandhed i denne test. Og prøven omfatter ofte også dvd-samlingen og cd-kollektionen. Folks bøger, film og musik afspejler deres liv.

Det gælder også globalt i forhold til andre landes kulturer. Men det er sjældent, at folk gennem vestlige medier får adgang til at komme ind i hjemmet hos folk fra forskellige verdensdele. Og erfarer, hvad de læser, hører og ser.

Især ikke i vestlige mediers historier om den arabiske verden. Her dominerer forståeligt nok beretninger om terror, islam og krigen i Irak samt konflikterne i Palæstina og Libanon. Men de skaber et stereotypt billede. Af dem og os. For de viser kun en bestemt del af virkeligheden.

Der foregår også et kultursammenstød, som er ganske fredeligt. Hvor værdier og meninger brydes. Og som både kan give forståelse og afklare forskelle. Den værdidebat afspejler sig i bøger, tv, film og musik.

Derfor har medierne brug for korrespondenter, der er til stede i områder som den arabiske verden og kan rapportere om hverdagen og diskussionerne i den lokale befolkning. Og her har Politikens Adam Hannestad i flere år ikke kun beskrevet konflikter og krige – men også inviteret læserne indenfor i de arabiske hjem.

Senest i sidste uge, hvor Politikens udsendte har givet læserne et indblik i arabisk tv, som spiller en afgørende rolle i den hellige fastemåned ramadan. Her afsluttes fasten hver dag, når solen går ned, og familierne samles om et festmåltid. Derefter er der tradition for at tænde tv og se arabiske tv-serier med føljetoner specielt produceret til ramadan.

Eller med en lettere omskrivning: Vis mig din tv-serie, så skal jeg sige dig, hvem du er.

Som serien ’Sagf al Alam’ (’Verdens tag’), der sendes af den libanesiske tv-station LBC, som er en af de største arabiske satellitkanaler, og som har seere over hele Mellemøsten. Serien kører på to historiske niveauer. Dels i nutiden, hvor en ung syrisk studerende i Danmark chokeres over Jyllands-Postens Muhammedtegninger og vælger at tage hjem.

I Damaskus sætter hun sig ind i det historiske forhold mellem nordboere og arabere og læser om den arabiske historiker Ahmed Ibn Fadlan, der i det 10. århundrede forlod Bagdad og rejste mod nord, hvor han mødte et folk, der højst sandsynligt var vikinger.

Målet med serien er at skabe dialog i stedet for konflikt. Politikens korrespondent fremhævede i avisen, at de første afsnit lever op til målsætningen.

Han skrev også om en irakisk tv-serie, der gør grin med den absurde virkelighed i dagens Irak. Her ser man en flommefed præsident siddende i en badering – mens han skubbes rundt i et svømmebassin af to letpåklædte nymfer – der kommanderer politistyrker ud for at terrorisere befolkningen eller jage påståede statsfjender.

Den irakiske tv-station Al-Sharqiyyas pointe med serien er at vise, at det ligesom under Saddam Hussein er forbudt at kritisere statsledere i dagens Irak. Tv-stationen sender da også fra Dubai og London, da tv-stationens kontor i Bagdad blev lukket af de irakiske myndigheder.

Ligegyldigt hvad man mener om arabiske tv-serier – som kan være meget fordomsfulde – er det vigtigt at få et indblik i diskussionerne i området og forholdet til Vesten. Men den type historier kræver korrespondenter, der lever i området.

Danske mediers udlandsredaktioner har i de senere år satset mere på faldskærmsjournalister end på korrespondenter. Faldskærmsjournalister bliver fløjet ind til brændpunkter forskellige steder i verden og har base i Danmark. Det er billigere og giver en mere fleksibel udnyttelse af journalisternes arbejdstid.

Jeg har selv rejst rundt som faldskærmsjournalist under krigen i Kosova og Serbien samt under konflikten i Afghanistan – og det er en god måde at dække en aktuel konflikt på.

Men hvis andre lande udelukkende bliver beskrevet som konfliktområder, giver det et skævt billede. Der findes en hverdag, som det er lige så vigtigt at formidle til læserne. For at forstå, hvad der skaber konflikterne, og hvordan andre tænker.

Her er korrespondenter uundværlige. Ellers forsvinder artiklerne om hverdagslivet ud af avisen. Konflikterne skal nok blive dækket. Men det andet stof er let at skære væk, fordi det er først, når man ser det i avisen, at man ved, hvad man ville savne, hvis det ikke var der. Som med Adam Hannestads artikler om arabiske tv-serier under ramadanen.

Det er en forpligtelse for et medie at beskrive folks hverdag og drømme. Men det er også unik indbliksjournalistik, som netop Politiken satser på. Avisen har heldigvis nu fået en fast korrespondent i Kina. Bedre sent end aldrig, kan man sige. Men det er et skridt i den rigtige retning.

Læserne har brug for journalister, der kan formidle alle livets forhold i den globale landsby.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere