Muligvis er detde forbavsende velbemandede kommunikationsafdelinger rundt omkring hos firmaer og myndigheder, der er forklaringen, fordi de tilbyder intern træning i mediehåndtering – muligvis er det bare, fordi det er blevet så nemt at maile tekster frem og tilbage. Det er i hvert fald mit klare indtryk, at stadig flere kilder siger: »Jeg vil gerne lige have artiklen til gennemsyn, inden den kommer i avisen«.
Af og til kommer jeg med til de ugentlige praktikantmøder her på stedet, og så holder jeg lange enetaler om, at vi har alt for mange fejl i avisen, og at det i værste fald kan skade vores troværdighed. Det er bestemt ikke, fordi praktikanterne er de eneste, der begår fejl, men når jeg alligevel bliver bedt om at komme, skal de ikke snydes for en opsang.




























