En forvirret læser ringede forleden, da vi havde bragt en artikel om andelsboliger: »Jeg har lige læst jeres forsidehistorie, hvor I skriver, at hver 12. andelsboligforening er på vej mod konkurs. Jeg kan se, at opgørelsen bygger på tal fra Realkredit Danmark. Men jeg har også lige været inde på selskabets egen hjemmeside, hvor man kan se en ny analyse, som viser, at det langtfra står så slemt til med andelsforeningernes økonomi, som man troede. Jeg går ud fra, at det er nøjagtig de samme tal, de to historier bygger på, men hos jer ser det hele forfærdeligt ud, og hos realkreditinstituttet ser det fint ud«, sagde han. Læseren havde ret: Det var den samme undersøgelse, der hos os havde ført til overskriften ’Hver 12. andel er truet af konkurs’ og på Realkredit Danmarks hjemmeside hed ’Gælden i andelsboliger mindre end rygtet’. Undersøgelsen byggede på tal fra 1.449 andelsboligforeninger i hovedstadsområdet, og den viste, at 7,7 procent af dem er teknisk insolvente, så gælden overstiger ejendommens værdi. »Det beviser bare, at I kun er ude på at skabe sensationer«, mente læseren. Når det gælder det principielle, har læseren en pointe: For pressen er rigtige nyheder ofte lig med dårlige nyheder. Overskriften fik det nok til at gibbe i mange, som ikke lige nåede med til den seneste generalforsamling i andelsboligforeningen, og som ikke har dens budgetter og regnskaber som godnatlæsning. Hvilket også kan være ligegyldigt, eftersom problemerne alligevel ikke fremgår af regnskaberne. At vi måtte rette hver 12. andelsboligforening til hver 13. betyder mindre – det er vigtigt at finde ud af, om ens boligøkonomi bygger på et solidt fundament. Når læseren efter min mening ikke har ret i, at artiklen var en gang sensationsmageri, skyldes det, at den tog de mange forbehold med: »Ser man bort fra den gældsplagede gruppe, er kortlægningen en god nyhed for andelsboligmarkedet: Et stort flertal af foreningerne er langtfra konkurs. Tre ud af fire har gæld, som udgør under halvdelen af aktiverne«, skrev vi og citerede cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig: »Analysen viser, at gælden i langt de fleste andelsboligforeninger er langt lavere end i de foreninger, som for tiden er i søgelyset for deres gældsproblemer«. Artiklen nævnte som sagt, at det selv for fagfolk er svært at gennemskue foreningernes økonomi – og at ingen af de 112 teknisk insolvente andelsboligforeninger i deres regnskaber fortæller, at de skylder mere væk, end de ejer: »Ingen vil skrive det, for så vil det blive helt umuligt at sælge foreningens lejligheder«, forklarede lektor i boligøkonomi Morten Skak fra Syddansk Universitet. Jeg synes, at vores vinkel var helt relevant: Man kan sidde i suppedasen, hvis man vil sælge – men man har meget svært ved at finde ud af, hvor galt det står til. Og køberne risikerer bestemt også at få problemer. Det er en væsentlig historie. Jeg anfægter ikke, at man kan vælge at vinkle, præcis som Realkredit Danmark gør. Der er bestemt belæg for at sige, at andelsboligforeningernes økonomi generelt er sund. Men på samme måde, som vi får skudt i skoene, at vi forsøger at sælge flere aviser ved at finde problemer, kan realkreditinstitutterne, som lever af at låne penge ud, have en interesse i at skabe tryghed om boligernes økonomi, så markedet holdes i gang. Jeg mener alligevel, at vor læser havde en pointe, da han påpegede, at vi selvfølgelig havde valgt den negative vinkel. Pressen går traditionelt efter fejl. Det sidder på rygraden, at en rigtig nyhed er en dårlig nyhed. Samtidig beskriver vi det usædvanlige – og eftersom skibskatastrofer, hærværk og pludselig død heldigvis hører til sjældenhederne, præger triste begivenheder nyhedsbilledet. Man må imponeres over gennemsnitsmenneskets mentale robusthed, når så få graver sig ned i et hul efter at have læst avis. Heldigvis rummer aviserne så meget andet, og vi skal hele tiden passe på, at vi ikke ender i den rene elendighed. På enkelte medier har journalisterne – eller oftere deres chefer – fået nok. Så kommer der et dekret om, at redaktionen hver dag skal finde en succeshistorie. Eller i det mindste en historie, der viser en vej ud af problemerne. En sådan positivkvote har vi ikke her på avisen – heldigvis, for vi risikerer at ende i nogle pudseløjerlige solstrålehistorier, som læserne ikke kan være tjent med. For år tilbage dækkede jeg den finansielle sektor og fik derfor de mange medarbejderblade. De rummede – og rummer formentlig stadig – eksempler på rædselsfuld positiv journalistik. Typisk havde medarbejderne været på kursus og fået en masse værktøjer, som de glædede sig helt vildt til at bruge på arbejdet. Desuden var der kommet en masse nye kunder, så alle havde ufattelig travlt, men det var kun skønt. Og direktørerne var bare alle tiders til at lytte – næsten som helt almindelige mennesker! Alt var pragtfuldt. Mange af bankerne og forsikringsselskaberne er i mellemtiden lukket, fordi alt alligevel ikke var helt pragtfuldt. Positiv journalistik behøver selvfølgelig ikke at være så klæg og nordkoreansk som i personalebladene. Vi skal give plads til glade historier, men vi må ikke glemme vores vigtigste opgaver: at beskrive virkeligheden og finde samfundets fejl, så de kan blive rettet. bjarne.schilling@pol.dk