Alle parter i en sag skal høres. Det er en af de fundamentale regler for kvalitetsjournalistik. Så den iranske ambassade havde teorien i orden, da den for nylig klagede over en artikel, vi havde i avisen 12. juni: ’Flygtninge: Iranske lejesoldater angriber i Syrien’. For vi havde ikke talt med iranske kilder. Ambassaden mener, at artiklen var løgn, og derfor har man bedt om et genmæle »som beskrevet i den danske medieansvarslov«. Men at bringe det ville være galimatias. Artiklen var skrevet af vores korrespondent i Tyrkiet, der havde talt med kilder i flygtningelejrene ved den syriske grænse. De fortalte uafhængigt af hinanden, at styret i Syrien får hjælp af bevæbnede iranere til at knægte befolkningen: »Vores nabolandsby Surmeni blev angrebet, og folk forsvarede sig. Nogle af dem fangede et par af angriberne, og de talte farsi«, sagde den 17-årige landarbejder Darwood til vores udsendte. I en anden landsby, Jisr al-Shughur, skulle 200 beboere have overmandet 60 iranere, som derefter var blevet dræbt. Det oplyste kilden Hassan, der sagde, at iranerne havde banet vejen for de syriske regeringssoldater i landsbyen, hvor han havde opholdt sig. Lignende beretninger er blevet bragt i mange andre vestlige medier, og den britiske regering har erklæret, at der ikke er tvivl om, at Iran hjælper det syriske styre med at kvæle befolkningens oprør. I væbnede konflikter har alle en interesse i at skade modparten på alle måder – også med løgne. Kan man binde journalister en historie på ærmet, er det meget værdifuldt. Men det ved pressefolkene udmærket, så de er selvfølgelig på vagt. Desværre er det netop i de situationer ofte umuligt at få bekræftet oplysningerne. Det fremgik tydeligt af artiklen: »Oplysningerne kan ikke bekræftes af uafhængige kilder, fordi ingen udefra kan få adgang til konfliktområderne. Men hvis det er sandt, og det bekræftes af en stribe kilder til andre medier, er der tale om en særdeles urovækkende udvikling i den tre måneder lange konflikt«, skrev vores korrespondent. Kort sagt: Vi videregav ubekræftede oplysninger, men fra en lang række kilder – og vores mand på stedet gjorde tydeligt opmærksom på de forhold, pressen arbejder under i området. Når han ikke tog telefonen og ringede til Teheran for at få den iranske udlægning af sagen, skal vi så bringe et genmæle fra ambassaden? Selvfølgelig ikke. Medieansvarsloven siger, at »anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom«. Men der ville ikke kunne skrives mange linjer, hvis man altid skal skaffe modpartens udlægning af sagen, inden man bringer en nyhed fra et konfliktområde. I verdens brændpunkter må man bedrive sin journalistik fair og kritisk som altid – men man er nødt til at forklare læserne, at de må nøjes med den bedst opnåelige version af sandheden. Alternativet var, at intet slap ud – hvilket som regel er præcis, hvad magthaverne på stedet ønsker sig allermest. Dermed siger jeg ikke, at Irans synspunkter er ligegyldige. Jeg skal her og nu gerne gengive en af ambassadens hovedklagepunkter: at det lyder højst usandsynligt, at 60 iranske soldater skulle lade sig overmande af 200 syriske landsbyboere med jagtgeværer, sådan som vi refererede kilden Hassan for. Det lyder ifølge ambassaden også ejendommeligt, at de 60 soldater alle blev skudt, så ikke en eneste af dem kunne blive vist frem for hele verden som et værdifuldt bevis på iransk indblanding. De argumenter kan jeg godt forstå. Men man skal huske på, at der er en lang række uafhængige beretninger fra forskellige kilder om iransk tilstedeværelse i Syrien. Det kan nu også være svært at tage officielle iranske udtalelser alvorligt. Når landets præsident, Mahmoud Ahmadinejad, omtaler jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig som en myte, er han direkte frastødende, og når han stiller sig op foran en forsamling af studerende i New York og siger, at der ikke findes homoseksuelle i Iran, må man overgive sig til latteren, ganske som det skete på Columbia University i 2007. At Iran med medieansvarsloven i hånden skulle kunne få et genmæle i en dansk avis, fordi vi har bragt oplysninger, der stiller regimet i Teheran i et dårligere lys end sædvanligt – det har jeg mere end almindelig vanskeligt ved at forestille mig. Hvis danske turister vender hjem fra Nordkorea og fortæller forfærdelige historier om hungersnød, skulle vi så ringe til Pyongyang for at høre, om de virkelig har set rigtigt? Genmæler opfattes ofte som rettelser, og ikke som de partsindlæg, de er, og ifølge loven må et genmæle ikke ledsages af redaktionelle kommentarer. Så hvis Den kære leder i Nordkorea eller Gaddafi i Libyen skulle føle sig krænket over ikke at være blevet hørt – skulle de så også med den danske medieansvarslov i hånden kunne kræve adgang til uimodsagt at fremføre deres synspunkter i Politiken? En absurd tanke. bjarne.schilling@pol.dk