MAN SKAL ikke have læst mange udgaver af denne avis for at blive klar over, at Politiken er et blad med meninger. Forbavsende mange. Dels avisens egne på lederplads på forsiden, dels en helt utrolig mængde klummer - som denne - hvor medarbejderne får luft. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af, at vi tydeligt markerer, hvornår vi har bedrevet almindelig journalistik, som skal opfylde kravene om tilstræbt objektivitet, og hvornår vi mener noget og derfor gerne må være subjektive. Da der i foråret i en klumme stod, at det ville klæde gymnasielærerne at dukke op i klasserne lidt oftere, sagde flere læsere avisen op i protest. De opfattede klummen som en nyhedsartikel, der var gået langt over stregen. Det viste, at vi skal blive bedre til at markere, hvad der er hvad. OFTE KAN avisen ikke nøjes med at have holdninger. Så forfalder den til alskens former for aktivisme. Mange husker vores datterselskab Irak Centeret, som i 2009 ville ansætte afviste irakiske asylansøgere til at oplyse om forholdene i deres hjemland. Månedslønnen ville være 32.000 kroner - sjovt nok lige det beløb, der automatisk udløste en opholdstilladelse. Et andet eksempel på Politikens aktivisme var indsættelsen af gratis busser i København en januarmorgen i 2004 for at markere, at billetter og klippekort efter avisens mening var alt for dyre ( allerede dengang). Det indbragte stor ros fra passagerer og politikere - og en sigtelse for overtrædelse af busloven. Samme år foranstaltede avisens gakkede afdeling, Bagsiden, i øvrigt en fodtøjsindsamling, fordi TDC var kommet til at købe 2.300 par for små sko til sine telefonmontører. Man havde fået skoene billigt, så de kunne ikke byttes. Bagsidens indsamling gav alt i alt et par tøfler - formentlig det magreste udbytte af et Politikeninitiativ nogen sinde. Det var selvfølgelig det rene pjat, men i avisens ånd. DET SENDER redaktionen ud på en vanskelig balancegang, når den skal skrive om de mange initiativer. Da vi havde oprettet Irak Centeret, skrev en praktikant på den interne efterkritik, at hun følte sig spændt for en vogn, da hun blev sat til at skrive om en cd, der støttede initiativet. Hendes pointe var, at vi under normale omstændigheder aldrig ville have skrevet om den udgivelse. Hun havde nok ret. For øjeblikket samler avisen ind - selvfølgelig må man næsten sige - til den sundhedsklinik, der skal hjælpe udlændinge, som opholder sig illegalt i Danmark. Vores mange artikler har været ledsaget af kontonumre og af en status over, hvor mange penge der er kommet ind. IKKE ALLE bladets medarbejdere synes om indsamlingen. På den interne efterkritik skrev en journalist i den forløbne uge, at vi selvfølgelig skal skrive om sagen, men at Røde Kors og de andre initiativtagere allerede har masser af penge i kassen. Og han luftede især sin bekymring over, om indsamlingen kan skade avisens troværdighed: »Jeg forbeholder mig retten til i hvert fald at være tvivlende over for, om den klinik er afhængig af pengene fra Politikens læsere. Så hvad er årsagen til, at vi samler ind? Med en indsamling gør man sig altid sårbar over for kritik. Er vi tilpas kritiske over for initiativtagerne, når vi samler ind? Overser vi ( ubevidst) kritiske vinkler? Jeg kan ikke give svaret, men jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig, at vi ville have bragt dagens artikel, hvis ikke vi havde gang i en indsamling«, skrev han. JEG KAN godt følge hans synspunkt. Umiddelbart er det at blande tingene sammen og at anbringe sig i skudlinjen. Det er bare ikke noget nyt: Vi får dagligt skyld for at lade avisens holdninger præge journalistikken. Da vi i onsdags skrev på forsiden, at kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's ikke regner med at nedgradere Danmark, hvis oppositionen vinder valget, fik jeg flere klager over, at vi politiserede. Det mener jeg ikke. Når ledende ministre har sagt, at Danmark risikerer en nedgradering, er det selvfølgelig helt relevant at ringe til Standard & Poor's og spørge, om det er rigtigt. Og det er en nyhed, der fortjener forsidepladsen, når det viser sig, at firmaet ikke er bekymret over udsigten til et regeringsskifte. Tilbage til efterkritikdebatten om sundhedsklinikken, hvor en redaktionschef tog til genmæle: »Hvorfor betaler Røde Kors, Flygtningehjælpen og Lægeforeningen ikke bare af egenkapitalen? Det kan vi godt spørge dem om, men man kunne også spørge, hvorfor de ikke bare tager af kassen, når der er hungersnød i Afrika? Fordi den slags organisationer er nødt til at samle flere penge ind, når de gør mere. Ellers er kassen hurtigt tom. Og sundhedsklinikken er en ny eller ekstra aktivitet - hvis de ikke samlede ind til den, skulle de tage pengene fra besøgsvenner i Herning og fødevarepakker i Mogadishu«, skrev han og tog også stilling til den måde, serien præger avisen på: »Men ja, det påvirker vores prioritering, når vi beslutter at sætte gang i en serie. Så skriver vi mere end de andre om et givet område. Det siger sig selv. Dagens artikel er en naturlig del af serien, fordi den fortæller noget om konstruktionen og økonomien bag den klinik, der åbner i morgen. Jeg synes ikke, det er raslebøssejournalistik«. Det synes jeg heller ikke. Men vi skal selvfølgelig ikke bare samle ind, fordi vi plejer at gøre det. Eller som det blev formuleret på efterkritikken: »Det må aldrig underminere vores primære opgave - at fortælle om virkeligheden på en troværdig måde - og derfor tænker vi os godt om, når vi spænder Politiken for en indsamling«. bjarne.schilling@pol.dk