Dagens budskab vil være skuffende for en del af læserkredsen. Det er ligefrem muligt, at nogle vil føle sig stødt. Og hvis man ikke er parat til at løbe risikoen for at blive irettesat, må jeg anbefale at springe denne klumme over. Landet fik en ny regering 3. oktober. Det havde vores avis talt for på lederplads år efter år – og så skete det. Regeringen blev dannet efter langvarige forhandlinger og kom først på plads, dagen før Folketinget åbnede. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde da heller ikke sit lovkatalog klar. Befolkningen har derfor kun haft de hensigtserklæringer – nogle går så vidt som til at kalde dem løfter – at holde sig til, som regeringspartierne kom med under valgkampen. Mens landet venter på konkrete lovforslag, har medierne derfor flittigt påpeget, at der tilsyneladende alligevel ikke er penge til de mange initiativer, S, SF og Det Radikale Venstre bebudede, da landet var i valgkamp. Nogle læsere mener, at vi ligefrem behandler den nye regering uartigt. »Jeg må indrømme, at jeg havde ventet mig mere af Politiken. Jeg synes, I optræder unfair – lad nu lige regeringen komme i gang. Hun er da så sympatisk«, sagde en læser i denne uge med henvisning til statsministeren. En anden mente at kunne dokumentere, at redaktionen er på nakken af S og SF, men til gengæld holder hånden over de radikale. Det vender vi tilbage til. Men vi kan lige så godt tage det i opløbet: at Politiken på lederplads igen og igen skrev, at VKO-regeringen var talentløs; og at S, SF og R er langt bedre til at løse landets problemer, betyder ikke – jeg gentager ikke – at den nye regering vil blive fredet. Hvordan kan jeg sige det så sikkert? Det kan jeg, fordi jeg stoler på, at redaktionen er professionel. Her er det så, den kritiske læser indvender, at når jeg nu endnu en gang skriver om, hvordan avisen skal rumme både nyheder og holdninger – news and views – må det betyde, at der er et problem. Det er der også – forstået på den måde, at mange læsere er af den overbevisning, at avisen redigeres ud fra politiske holdninger. Men hvad der er værre: Ikke så få læsere mener åbenbart, at det er helt fint, bare vi holder med de rigtige. Jeg indrømmer, at retorikken nu nærmer sig skåltaleniveauet, men journalisters allerfornemste opgave er at holde magthaverne i ørerne. Avisen ville ikke være sin opgave voksen, hvis den ikke borede i de forbavsende mange initiativer, som S, SF og R bebudede i valgkampen, men som det nu har vist sig, der ikke er råd til. Man kan så argumentere med, at vi selv er skyld i, at læserne får den tanke, at vi bør frede regeringen. For vi svækker vel os selv ved at lade avisen mene noget, samtidig med at vi forsøger at bedrive kritisk journalistik? Når chefredaktøren lægger linjen holdningsmæssigt, præger det vel også journalistikken? Dertil er kun at sige, at det ikke er tilfældet. Hvis det fuldstændig utænkelige skulle ske, at en journalist her på stedet blev pålagt at behandle et politisk parti specielt venligt eller uvenligt, er jeg ikke i tvivl om, at vedkommende ville nægte, og at der ville udbryde strejke. Må jeg minde om, at vi tjener millioner og atter millioner på annoncer, uden at det præger vores journalistik. Og selv om vi måtte få den ide, at avisen ikke længere skulle mene noget på lederplads, ville læserne stadig kunne beskylde os for – eller forvente – at vi går den ene eller anden fløjs ærinde. Husk på, at DR og TV 2 ikke bringer ledende artikler, men at DR’s folk som bekendt alligevel er ræverøde og TV 2’s blå. Lad mig vende tilbage til en læsers teori om, at vi er på nakken af S og SF, men freder de radikale: ’S-SF overdriver skattegevinst’ hed en artikel i tirsdagsavisen, hvor Cepos og Dansk Sundhedsinstitut afviste, at der er 700 millioner kroner at hente på at afskaffe skattefradraget for private sundhedsforsikringer. Det fik den vrede læser til at skrive til mig, at det er hele regeringen – og dermed også de radikale – som vil fjerne fradraget. Hvorfor er det så kun S og SF, der skal kritiseres? Jeg svarede, at det var S og SF, som i deres fælles udspil ’Fair løsning’ satte beløb på – og at de 700 millioner ikke fremgår af regeringsgrundlaget. Men selvfølgelig er de radikale også ansvarlige for regeringens politik. Det præciserede jeg i Fejl og Fakta, selv om det forekom mig at være i orden, at overskriften kun nævnte S og SF. Jeg skrev desuden til læseren, at vi også har gået kritisk til radikale politikere. »Hvor og hvornår?«, ville han vide. Hvorefter jeg måtte i arkivet efter et par eksempler: 11. oktober foreholdt vi kulturminister Uffe Elbæk, at han før valget sagde, at »vi kommer ikke uden om at give vores folkebiblioteker en økonomisk saltvandsindsprøjtning«: Hvad siger du om det i dag? »At virkeligheden har mødt mig. Igen tror jeg, at vi må prioritere skarpt«, indrømmede Uffe Elbæk. 14. oktober spurgte vi Marianne Jelved, om man kan sige med sikkerhed, at der vil blive ansat 3.000 ekstra pædagoger, som de radikale bebudede i valgkampen: »Det kan man jo ikke, for vi har jo ikke indgået en aftale med kommunerne om det endnu. Det kræver jo, at kommunerne er med, så som jeg ser det, er det noget, der skal lægges ind i forbindelse med kommuneforhandlinger«, svarede Marianne Jelved. Kort tid efter fik jeg en mail fra den kritiske læser: »Tak for dit svar, der gør min skepsis noget mindre«, skrev han. Pyha. bjarne.schilling@pol.dk