Næ, næ. Det er ikke for at prale med mine rustne latinkundskaber, men for at gøre opmærksom på dette udmærkede princips alder – mere end 2.000 år. Det betyder: Også den anden part skal høres. Princippet kommer fra romerretten, der blev udviklet i århundrederne før vor tidsregning. Det findes skam også i reglerne for Politikens journalistik og etik. Her står: »Begge/alle parter i en sag skal så vidt muligt komme til orde. Den kritiserede parts synspunkter må ikke gemmes til sidst, men skal fremgå fra begyndelsen af artiklen og/eller i underrubrikken. Redaktionen skal gøre, hvad der er muligt, for at sikre sig den kritiserede parts synspunkter. Hvis det ikke lykkes, skal det fremgå, at den kritiserede part ikke er hørt og hvorfor. Det gælder også, hvis den kritiserede part ikke vil udtale sig«. Lidt mere specifikt om retssager står der i reglerne: »Ved dækning af retssager skal – som i andet journalistisk arbejde – begge parters synspunkter refereres. Ved vidneforklaringer sker det dog ofte, at det kun er den ene part, som forklarer sig i løbet af en retssag. Men så er journalisten forpligtet til at omtale modpartens synspunkt i forbindelse med artiklen. Omtale af en retssag skal altid følges op med et referat af sagens afslutning samt udfaldet«. Der har den senere tid været flere eksempler på, at Politiken ikke har fulgt de gældende principper. Vi har skrevet om navngivne pensionsselskabers investeringer i krudt og miljøsvineri uden at kontakte dem alle. Vi har skrevet om en politikers udenomsægteskabelige affære uden at kontakte ham eller hans talsmand. Vi har skrevet om en fyret kirkesanger, der anlagde sag mod et menighedsråd, uden at referere præmisserne for den dom, der gik ham imod. Der er naturligvis forklaringer – ikke så dårlige endda – på, at reglerne ikke blev fulgt. I investeringssagen kom centrale navneoplysninger tæt på deadline. I politikersagen havde adskillige andre medier skrevet det samme. I kirkesangersagen lykkedes det ikke Politikens medarbejder at få fat i en udskrift af dommen. I den ideelle verden skulle man så sige: »Jamen, så venter vi til i morgen. Vi skal høre den anden part. Se selv her i reglerne«. Men i den faktiske hverdag på redaktionen er investeringssagen en historie, også konkurrenterne interesserer sig for. Politikersagen var forberedt til den faste rubrik ’Mandagsportrættet’, og i weekenden er der meget få journalister på vagt på redaktionen. Der kan ikke uden videre skrives et andet. I kirkesangersagen var der også tale om en såkaldt ’fælleshistorie’ – konkurrenterne var også på sagen. Så det er slet ikke så let, som det lyder. I romerretten drejer det sig om den enkelte borgers retssikkerhed. Når man hører alle parter, sikrer man sig, at alle oplysninger er på bordet og vurderet, inden der fældes en dom. Det kan mere eller mindre direkte overføres til journalistisk research. Man skal spørge alle involverede parter – eller i det mindste hovedaktørerne. Ikke for at undgå vrøvl med kilderne og Læsernes Redaktør, men for at komme så tæt på sandheden som muligt. Princippet er indført for læsernes skyld. De kan bedre danne sig deres egen mening, når sagen er belyst fra alle sider. Ingen af de tre artikler var så vigtige i konkurrencen på avismarkedet, at man af hensyn til det skulle fire på principperne. I den første af dem kunne problemet være klaret ved at stryge navnet på et af de forsikringsselskaber, en ny rapport handlede om. I andre tilfælde – for eksempel PET’s anholdelse af tre mænd, der var mistænkt for at ville dræbe en tegner – arbejdes der naturligvis helt op til deadline, og her kan der være mange praktiske grunde til, at det kikser med en kilde eller to. Politiken er et dagblad, og der findes historier, der simpelthen skal med. Når jeg taler med mine kolleger om problemet, får de et plaget udtryk i ansigtet. Om jeg ikke ved, der er skåret ned på bemandingen. Om jeg ikke ved, hvor hurtigt de i forvejen må løbe. Enkelte vil også fremføre, at den manglende part kun vil sige noget, enhver kan regne ud. Som når et medlem af regeringspartierne jorder et forslag fra oppositionen: »Hvor mange banale rutineudtalelser skal vi kede læserne med?«. Jo, naturligvis er det en balancegang. Der skal researches godt og grundigt, men jagten på en enkelt kilde kan forpeste en hel arbejdsdag. Man kan ikke komme videre med sagen, selv om kilden så i sidste sekund viser sig ikke at bidrage med noget væsentligt. Heldigvis lykkes det da også i langt, langt de fleste sager at få fat i alle parter. De tre eksempler, jeg har nævnt her, er undtagelser – også for de pågældende kolleger. Jeg har også forståelse for, at en artikel, der bare sætter to parter op mod hinanden og overlader resten til læserne, formelt overholder reglerne, men reelt er dårlig journalistik. At dømme efter henvendelserne til Læsernes Redaktør vægter læserne dog grundighed og fairness i reportagen højere end hurtighed. Det skal vi huske. Politiken er ikke alene i verden. Læserne hører radio, ser tv og kigger på internettet. Vi kan ikke lade være at skrive om store og vigtige begivenheder. Vi må arbejde lige til deadline med dem. Læserne ville med rette skælde os ud, hvis vi ikke berettede om udskrivelse af nyvalg med den begrundelse, at statsministeren først havde tid til at tale med os i morgen. Men i det lange løb betaler det sig at følge et princip, der er mere end 2.000 år. Audiatur et altera pars.