0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En 'Dagens tegning' der blev misforstået

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Se godt på tegningen, kære læser. Hvad er tegneren ude på?
Det er ’Dagens tegning’ fra i mandags.


Mens De tænker, er her lidt baggrund. ’Dagens tegning’ er en kommentar til aktuelle begivenheder. Politikens redaktion giver her ’ordet’ til avisens tegnere, der har meget frie rammer på denne plads. De udtrykker ikke avisens, men deres personlige holdning. De kan spidde hvad og hvem som helst.
På redaktionen er tegnerne en del af Kulturredaktionen, men afdelingens chef, Katrine Nielsen, har ingen indflydelse på deres valg af emne og virkemidler til ’Dagens tegning’. Det har chefredaktør Tøger Seidenfaden heller ikke.
Inden tegningerne sammen med resten af debatsiderne sendes til trykning, vurderes de af den vagthavende nyhedschef. Naturligvis kan nyhedschefen stoppe en tegning, hvis den er kriminel i straffelovens forstand. Ellers ikke. Tilbage til tegningen ’På forkant’. Hvad vil tegneren, Anne-Marie Steen Petersen, med den?

Jeg spørger naturligvis, fordi der er problemer. De pårørende til to soldater i Afghanistan har skrevet til chefredaktør Tøger Seidenfaden. De er oprørte og kræver på vegne af de udsendte soldater en undskyldning fra Politiken.
Så vi er nødt til at bevæge os helt ind i tegningens univers. I ruinerne står to soldater, der ser døden i øjnene. I Afghanistan har det danske kontingent mistet 14 mand, og de to kan selv blive de næste. De har som alle deres kammerater forberedt deres kære i Danmark på, at det kan gå galt. De har skrevet ’min sidste vilje’.
Soldaterne i Afghanistan i Helmand er i forreste linje i kampen mod et ekstremt militant mindretal, og de er der som følge af en beslutning i Folketinget. Det danske kontingent har i forhold til sin størrelse lidt store tab – også lige før tegningen.
Som en af de to fædre sagde, da jeg talte med ham: »Alle pårørende til de udsendte har mobiltelefon, og de holder den åben døgnet rundt«.
For de fleste danskere er krigen i Afghanistan langt væk. For de pårørende er den næste sms eller næste opringning.
De to soldater diskuterer deres begravelse, og her skilles vandene.

De pårørende ser tegningen som respektløs: Soldaterne står midt i ruinerne og planlægger en festlig begravelse. De pårørende mener, de danske soldater forhånes som tankeløse idioter, der bare er i krig for sjov og planlægger en jordefærd med fest og farver.
Det er, siger Anne-Marie Steen Petersen, en total misforståelse. Hun vil med tegningen gøre opmærksom på, at krigen i Afghanistan er en livsfarlig affære, som Danmark er dybt involveret i og burde trække sig ud af. Samtidig – og her er vi ved taleboblerne - er det blevet mode i ’party-Danmark’ ved hjælp af et testamente at sikre en festlig begravelse. Helt igennem absurd. I Danmark ser nogen den fjerne død som en fest, mens nogle få hundrede unge soldater skal være årvågne døgnet rundt bare for at holde sig live.
Hun er ked af, at pårørende til de udsendte danske soldater ser tegningen som en forhånelse. »Det var slet, slet ikke min hensigt«.
Jeg har diskuteret tegningen med nogle skrivende og tegnende kolleger på Politiken. De tegnende kan helt spontant forstå Anne-Marie Steen Petersens budskab. »Hun tager party-Danmark på kornet«. De skrivende er mere usikre, og nogle af dem fortolkede den umiddelbart som de pårørende. »Uha, den er skarp«.
Nu er grundreglen i kommunikation, at modtagernes forståelse er afgørende. Det kan godt være, at vi journalister eller tegnere på Politiken synes, at vi kritiserer eller roser et eller andet. Men vi har kun gjort det godt, når modtagerne forstår indholdet.

Det er anden gang i løbet af få uger, jeg skriver om de pårørende og krigen. Danmark er i krig. Rigtig krig. De pårørende er nervøse.
Bladtegnere kan og skal naturligvis tage emnet op. I en kommentar som ’Dagens tegning’ stilles tingene på spidsen. De kan selvfølgelig udstille absurditeten i de forskellige verdener: Modestrømninger på københavnske diskoteker og livsfaren ved fronten i det sydlige Afghanistan.
Er det et problem, at soldaterne og deres pårørende føler sig hængt ud. Skal tegnerne så lade være? Skal Politiken give en undskyldning?
Jeg synes ikke, Politiken skal håne danske soldater, der gør et job, andre har besluttet. Vi skal gå efter dem, der har sendt soldaterne. De bliver nødt til at finde sig i satire.
Så i mine øjne lykkedes ’Dagens tegning’ ikke i mandags.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere