ÅBENHED OM redaktionelle beslutningsprocesser var det rigtigt varme emne på det årlige møde i den internationale forening af ’Læsernes redaktører’ – Organization of News Ombudsmen. Ja, vi kom nærmest op at skændes på mødet for en uge siden i Stockholm. Skal læserne lukkes helt ind på redaktionen? På svensk tv, SVT, har den centrale nyhedsudsendelse ’Aktuellt’ indført »åben redigering«. Redaktionens arbejde følges af små kameraer, og få minutter efter optagelserne kan den svenske offentlighed via internettet følge med i, hvorfor et nyhedsindslag forkastes og hvorfor et andet udvides. Også efterkritik og idéudvikling foregår i – næsten – fuld offentlighed. (Se www.svt.se/aktuellt) Undtaget er først og fremmest solohistorier, som chefredaktør Eva Landahl naturligvis ikke vil røbe til konkurrenterne. 7.000 klikker sig hver dag ind for at se mine svenske kolleger over skulderen. INDEN EVA Landahl kom til mikrofonen havde en anden svensker, Joakim Jardenberg fra Mindpark, der udvikler web-aviser, bortdømt mange chefredaktørers påståede åbenhed: »De blogger, men fortæller ikke, hvad de tænker. De blogger for at være med på noderne. Derfor har deres blogs heller ikke mange læsere. Åbenhed – transparens – er noget helt andet. I skal lukke læserne helt ind«. Joakim Jardenberg har fejet for egen dør. Selv hans kalender med alle aftaler ligger helt åben på firmaets hjemmeside. NU ER LÆSERREDAKTØRER forhåndsindstillet på åbenhed. Vi retter fejl, diskuterer etik i – mest – ugentlige klummer og holder læsermøder. Vi taler med læsere/lyttere/seere hver dag. Vi går ud fra, at denne form for åbenhed giver mere tillid til de respektive medier, være det sig aviser, radio, netaviser eller tv. Det er ikke noget, vi kan bevise. Forskningen af verdens cirka 100 læserredaktørers arbejde er først ved at komme i gang. Men indtil videre tror vi det. Indtil nu har den internationale tendens på dette felt også været mere og mere åbenhed. Men skal vi virkelig lukke kameraer ind i redaktionssekretariatet og til redaktionsmøderne? Skal den interne efterkritik være offentlig? Eva Landahl indrømmede, at hendes stab i begyndelsen var noget skeptisk. »Men nu efter godt et halvt år fungerer det. Vi har vænnet os til, at vi følges af kameraer og mikrofoner. Vi bander nok lidt mindre, men vi diskuterer lige så meget som før. Nu må jeg for eksempel finde mig i, at hele Sverige kan følge med, når jeg bliver modsagt«. NEJ, SAGDE en del af de 40 læserredaktører fra 14 forskellige lande. Skal journalister virkelig arbejde under permanent overvågning? Bliver værre end George Orwells ’1984’. Overalt i samfundet har man brug for at være privat. Både en amerikaner og en brasilianer slog i bordet . »For udenforstående kan en journalistisk diskussion forekomme kynisk. Vi skal hver dage tage stilling til, hvor meget og hvordan vi skal fortælle om mord, vold og krig. Med tv-kameraer i alle hjørner af redaktionen flyttes diskussionen bare ud på toilettet eller rygebalkonen«, lød et andet hovedargument. Dertil kommer – mere praktisk – naturligvis, at konkurrenterne kan se med. At mulige kilder kan se, at nu er det besluttet at ringe dem op eller opsøge dem. Det har ’Aktuellt’ et par gange faktisk haft problemer med. Men der er jo også noget, der taler for »åben redigering«. Medierne forlanger mere og mere åbenhed af alle andre i samfundet. Hvorfor skulle de så ikke selv gå i spidsen? Læserne/lytterne/seerne – for slet ikke at tale om dem, vi beretter om – har i årevis været ivrige efter at finde ud af, hvordan medierne prioriterer. Hvorfor skriver vi om et mord, men ikke om et andet? Hvorfor havde Naser Khader så god en presse? Ved at lukke brugerne ind ville medierne afmystificere den daglige redigeringsrutine. JEG KAN IKKE finde ud af, hvad jeg selv mener. På den ene side er jeg fascineret af ’Aktuellts’ åbenhed. Jeg ved af erfaring, at vi journalister har meget lidt (kilder for eksempel) at skjule. På den anden ville jeg nødigt arbejde fulgt af et kamera, der ikke blot ville fortælle læserne om mit arbejde, men i praksis ville være et overvågningskamera. Big brother ville holde øje med mig. Hvis Politiken fulgte ’Aktuellts’ eksempel ville der være tv af lederkollegiets diskussioner om, hvad Politiken mener. Der ville være tv fra redaktionssekretariaterne, så man for eksempel kunne følge, hvordan redaktøren af økonomisiderne på cirka 10 minutter sorterer dagens post. (Det meste ender uåbnet i genbrugskassen.) Det ville også betyde, at den interne efterkritik var åben for alle læserne. Det er jeg ikke parat til. I dag diskuterer vi på redaktionen for at finde den bedste løsning på et givet journalistisk problem. Ofte bramfrit. Var læserne med på en lytter, skulle vi både løse det journalistiske problem og diskutere det på en måde, læserne kunne acceptere. Men mindre kan naturligvis gøre det. På en britisk avis har alle reportere for eksempel haft en åben blog under den seneste valgkamp. DE ETABLEREDE medier som Politiken er under pres for at få mere åbenhed om de redaktionelle beslutningsprocesser. Vi er med en funktion som ’Læsernes Redaktør’, et betydeligt blogunivers og en stærk tradition for åbne diskussioner – både i spalterne og på læsermøder – med læserne nået ret langt. Men at dømme efter diskussionen ikke bare i Stockholm, men en masse andre internationale møder for pressefolk og medieforskere kommer der mere og mere åbenhed. Læserne har foden i døren til redaktionen. Opdatering Fredagens "Mennesker og Medier" på P1 handlede bl.a. om åbenhed på redaktionerne. Her kan du høre Eva Landahl deltage i debat med Bent Winther, medredaktør på Information og TV2's nyudnævnte seernes redaktør, Lars Bennike.